Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

362 boliger på vej: Her får København ny studielandsby

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: CPH Village, PR
Foto: CPH Village, PR

Vi var mange københavnere, der under corona-tiden lagde vejen forbi Vingelodden på Nørrebro for at få en vatpind i halsen og blive testet.

Nu er området, hvor de hvide telte udgjorde byens største testcenter, ikke længere corona-knudepunkt, og fremover skal det bruges til noget helt andet.

Til april åbner i alt 362 nye studieboliger på Vingelodden.

Et kæmpe plus for byen

Det er CPH Village, der står bag projektet i samarbejde med DSB, og byggeriet skal være med til løse manglen på boliger til studerende i København.

“Som landets største studieby skal vi gøre alt, hvad vi kan for at løse efterspørgslen på boliger til unge og studerende. Derfor arbejder vi benhårdt på at få sikret 12.000 nye ungdomsboliger over de næste 12 år,” udtaler overborgmester Sophie Hæstorp Andersen i en pressemeddelelse og tilføjer:

“CPH Village bidrager til den ambition og har samtidig udviklet et øde område til en spændende studielandsby med fokus på biodiversitet, CO2-besparelse og fællesskab. Det er et kæmpe plus for byen og for udviklingen af Rovsingsgade-kvarteret, der rummer masser af potentiale.”

Den nye studielandsby kommer til at have S-togets linje F på den ene side og restauranter, kaffebarer og autoværksteder på den anden.

Udover boliger vil området indeholde fælles faciliteter og arealer, hvor man kan møde sine naboer.

Dette tæller blandt andet fælles køkkener, stuer, terrasser, drivhuse og åbne rum, som de studerende selv kan præge med lige netop det, de har lyst til.

Udearealerne vil både rumme plads til ophold, køkkenhaver, udekøkkener, drivhuse, plantekasser og kreativ udfoldelse.

Blandt de største

Studielandsbyen på Vingelodden har et et lavt CO2-aftryk, idet den opføres i træ, og den er blandt de største boligbyggerier i træ, der til dato er opført i Danmark.

DSB og CPH Village har tidligere opført bebyggelse i Jernbanebyen, hvor beplantning og bebyggelse sikrer rigere biodiversitet, end der var på grunden før byggeriet, og sådan skal det også være i den nye studielandsby.

De nye boliger på Vingelodden bliver 20 m2 brutto, og de kommer hver især til at bestå af et privat værelse inklusiv køkken, delt entre og bad (deles med en roomie) samt adgang til større fællesarealer, der deles med flere naboer.

CPH Village og Nørrebro United samarbejder desuden om at anlægge en fodboldbane på studiebyens areal.

Læs flere artikler om Københavns boliger og byrum her.

Del artikel

Andre læser også