Midt i sommervarmen: Her gemmer en snemand sig mellem træerne
Her i sommervarmen, hvor temperaturerne er høje, og solen bager, er nogle kølige ting mere almindelige at støde på end andre.
Det er for eksempel ikke usædvanligt at støde på isspisende københavnere og turister eller kaffevogne med islatte på menuen.
Men hvornår har du sidst mødt en snemand på en lun sommerdag?
Det er formentlig aldrig sket.
Indtil nu altså.
Snemand i solen
En snemand er rykket ind i en velbesøgt skulpturpark, og har du lyst, kan du kigge forbi og hilse på ham.
Mellem nogle af de ældste og største træer i kunstmuseet Louisianas skulpturpark står værket Snowman.
Det er netop flyttet ind, og kunstnerne bag det er Peter Fischli og David Weiss.
Læs også: I historiske omgivelser: Kom til gratis sommerkoncerter på Kastellet Normalt er solen en snemands værste fjende, men her er den frosne fyr afhængig af solens stråler.
Snowman holder sig nemlig kold i sin lille fryser med vindue ved hjælp af energi fra et solcellepanel.
Kunstværket er skabt for at vise kontrasten mellem det naturlige og det kunstige, og det kan samtidig ses som en kommentar til nutidens klimaudfordringer.
I et opslag på Facebook skriver Louisiana, at Snowman er “en fin påmindelse om glæden ved at tilbringe en sommerdag på Louisiana i en helt særlig museumpark ved vandet”.
Hvis du vil se snemanden, skal du købe entrébillet til Louisiana, da denne udover museet giver adgang til den smukke skulpturpark.
Louisiana ligger i Humlebæk nord for København.