Her kæles der for detaljerne: Vesterbro får ny ambitiøs cocktailbar

Emil Alexander Vang ville egentlig have været kok, men boede på Møn.
“Teknisk skole på Falster var altså ikke lige mig. Så har jeg vist ikke sagt for meget,” fortæller han.
Så lidt omveje og den uransagelige skæbne bragte ham tilfældigvis sammen med en vis hr. Peter Altenburg, en af Københavns grand old men indenfor kvalitetscocktails.
“Jeg blev jo fuldkommen blæst bagover. Okay, tænkte jeg, sådan kan en cocktail også smage. Og så blev jeg bartender for ham.
Først på Gilt og siden Holmens Kanal, inden vi startede vores egen cocktailcatering. Men nu skal drømmen om eget sted altså have et skud.”
Læs også: Guide: Her er de største Københavnske restaurantåbninger i 2018
Åbner snart
Derfor bliver Ingerslevsgade 200 på Vesterbro lige om lidt til Vang & Bar – med plads til ca. 50 gæster inde og 30 ude, når bevillingen er klar.
Emil satser på åbning her i januar.
“Ombygningen blæser derudaf. Jeg spiller en del fodbold på Amager, og der er alle mine holdkammerater jo fandme håndværkere, og når de hører ordet cocktailbar og øl, så arbejder de sgu hurtigt.”

Daniel Dam bliver barchef og mixer cocktails sammen med Emil Vang – og de to har også udarbejdet koncept og navn.
“Vi havde godt nok mange navne i spil. Også sådan nogle rigtig modenavne som RhubArb og andet fis, men da ingen af os kan gro et hipt fuldskæg, tænkte vi – ej, nu stopper det sgu – det skal være i øjenhøjde det her, så ‘Vang & Bar’ passede bedre ind i vores idéer,” fortæller Emil Vang.
Læs også: Vores bud på de 10 i toppen: Her får du Københavns bedste cocktails
Biobarn
Han er opvokset på en økologisk gård på Møn med en mor, der blandt meget andet selv laver vin, så han har styr på sine råvarer.
“Kokke har altid haft et mantra om, at vi skal spise det, der kommer op af jorden lige nu. Sådan har jeg det også.”
“Min mor kan ringe fra Møn og sige, NU er der blommer, hindbær eller valnødder – og jeg ved jo, at de kun er rigtig gode et par uger, måske et par dage, så menukortet skifter ofte – alt efter hvad vores leverandører fortæller os. Det er bare om at slå til, når de gode smage er klar.”
Vang & Bar er indrettet varmt og hyggeligt med bordeaux velour og art deco, men samtidig landligt med træmøbler og virkelig mange planter.
Altid nyt på Facebook. Lækre Kbh billeder på vores Instagram.

En cocktail står i ca. 100 kr. og stilen er relativt klassisk. De prioriterer stir, swizzle, punch og highballdrinks over shakede.
“Vang & Bar har en 3 set menu med en snack til parret på over 30, der endelig har fået passet børn og gerne vil have en oplevelse, men vi har også a la carte kortet til businessmanden, der ikke gider noget pis og bare vil have en dry martini.”
Cocktailstandarden er i den ambitiøse ende. F.eks. har Vang & Bar en Negroni, man kan bestille med en indviklet bittermix, der har så lang historie, at man kan skrive en lille bog om den.
Helt tilbage fra deres spanske bonde-ven, der plukker citronerne til de hvide trøfler, som den ligger og trækker med.
“Men man kan også få en helt normal Negroni lavet på sin yndlingsgin. Vang & Bar er nok fint, men vi har ingen fine fornemmelser.”
Læs også: Vildt sted: Kendt topkok åbner kæmpe restaurant med stort bryggeri
Hvad: Vang & Bar
Hvor: Ingerslevsgade 200
Hvornår: Åbner forhåbentlig ultimo januar. Åbent man-tirs til midnat og ons-lør til 02
Hvordan: Se mere på Instagram her