Klovneshow og maskeværksted: Her kan du fejre fastelavn med børnene i København
Frem med kostumer, køller og tønder!
Nu skal kattekongerne og kattedronningerne findes.
Søndag 19. februar er det fastelavn, og det markeres med sjove løjer og aktiviteter flere steder i København.
Her er syv festlige fastelavnsarrangementer, som du kan tage dine udklædte unger med til.
Fastelavn på Copenhill
Der er både ansigtsmaling, fastelavnsboller, maskeværksted og tøndeslagning, når Copenhill fyrer op for fastelavnsfejring for ungerne fra klokken 11 til 15.
Der er gratis adgang, men det koster 35 kr. pr. deltager i tøndeslagning, som også inkluderer en fastelavnsbolle pr. person.
Og så er der naturligvis fede præmier til alle kattekonger og -dronninger.
Tøndeslagningen foregår med aldersinddeling over flere omgange.
Klokken 12.00: Tøndeslagning 0-4 år
Klokken 13.00: Tøndeslagning 5-8 år
Klokken 14.00: Tøndeslagning 9-13 år
Det er gratis at få malet en flot maske i ansigtet, og personalet sidder klar med penslerne.
Ligeledes er maskeværkstedet åbent for alle kreative børn.
Tøndeslagning foregår i 78 meters højde ved Rooftop Caféen, og ansigtsmaling og det kreative maskeværksted finder I i skicaféen ved parkeringspladsen.
Du kan læse mere om arrangementet her.
Hvad: Fastelavn på Copenhill
Hvor: På toppen af CopenHill, Vindmøllevej 6, København S
Hvornår: Søndag 19. februar kl. 11-15
Hvor meget: Gratis adgang men 35 kr. pr. deltager i tøndeslagning (inkl. én fastelavnsbolle)
Fest i folkehuset
Man kan lave sin egen fastelavnsmaske i Absalon på Vesterbro, hvor pap, fjer, glimmer og andre sager tages i brug, når maskeværkstedet er åbent fra kl. 11 til 13.
Læs mere om maskeværkstedet og køb billet her, så du sikrer dig en plads. Billetter kan også købes i baren på dagen.
Prisen er 50 kr. pr. barn, og voksne eller søskende, der hjælper med saks og lim, behøver ikke købe billet.
Når maskeværkstedet pakkes sammen, er det tid til fastelavnsfest, hvor der selvfølgelig skal slås katten af tønden.
Det koster ligeledes 50 kr. pr. barn at deltage i fastelavnsfesten, og billetter kan købes her. Voksne behøver ikke billet.
I baren er der både mulighed for at købe fastelavnsboller, rød sodavand og kaffe.
Hvad: Fastelavn i Absalon
Hvor: Sønder Boulevard 73, København V
Hvornår: Søndag 19. februar kl 14-16 (værksted kl. 11-13)
Hvor meget: 50 kroner for maskeværksted og 50 kroner for fastelavnsfest
Fejr Fastelavn med dyrene i Zoo
Lørdag og søndag 18. og 19. februar er der fastelavnsfejring i Zoologisk Have.
Der vil være tøndeslagning begge dage fra kl. 11 til 13 på Verdenspladsen, hvor I kan hygge jer mellem pingviner, pandaer og kænguruer.
For børn under 12 år, der kommer udklædt, vil der være gratis indgang.
Begge dage fra kl. 11 til 15 vil der i konditoriet Cakes & Dreams være mulighed for udforske jeres kreative evner og toppe kostumet med en hjemmelavet fastelavnsmaske.
Læs mere om Fastelavnsfejring i Zoo her.
Hvad: Fastelavn i Zoologisk Have
Hvor: Roskildevej 32, Frederiksberg
Hvornår: Lørdag den 18. og søndag den 19. februar
Hvor meget: 209 kr. for indgang til voksne, men gratis indgang for udklædte børn under 12 år
Klovneshow på Frilandsmuseet
I kan også tage en tur til Lyngby nord for København og opleve Frilandsmuseet.
Der er gratis adgang for børn under 18 år, og entré koster 120 kroner for voksne.
Inkluderet i entreprisen er både klovneshow, tøndeslagning, forhindringsbane og ringridning med kæpheste, og det hele kan kombineres med besøg på de gamle gårde, som er fulde af historie.
Man kan også lave sine egne fastelavnsris, -masker og -hatte samt få lavet ansigtsmaling for et mindre beløb.
I Bagehuset sælges der friskbagte fastelavnsboller, og Landkiosken sørger for pølser, pølsehorn og sandwich.
Du kan fejre fastelavn på Frilandsmuseet hver dag i vinterferien indtil 19. februar 2023.
Se programmet her.
Hvad: Fastelavn på Frilandsmuseet
Hvor: Kongevejen 100, Kongens Lyngby
Hvornår: 11. februar til 19. februar kl. 10.00-16.00
Hvor meget: 120 kr. for voksne men gratis for børn under 18
Fastelavn på skøjter
Broens Skøjtebane inviterer til fastelavnsfejring under åben himmel.
Der vil være gratis skøjteleje og adgang for alle udklædte børn og barnlige sjæle, så alle kan være med til at fejre fastelavn.
Der er også gratis ansigtsmaling, som man kan få lavet fra kl. 10 til 12, hvorefter der gøres klar til tøndeslagning kl. 12.
For at alle børn får mulighed for at slå tønden ned, vil der være en tønde af træ til de lidt større børn, og en tønde af pap til de mindre.
Efter tøndeslagning vil skøjtebanen have åben til kl. 21 som sædvanligt.
Læs mere om arrangementet her.
Hvad: Fastelavn på Broens Skøjtebane
Hvor: Strandgade 95, 1401 København
Hvornår: Søndag 19. februar kl. 10-21
Hvor meget: Gratis
Tøndeslagning i smuk museumshave
På fastelavnssøndag 19. februar kan børn og voksne komme til fastelavnsfest på Designmuseum Danmark.
Med den smukke museumshave som ramme, skal der slås katten af tønden på festlig manér, og der skal selvfølgelig findes dagens kattekonge og kattedronning.
I museumscaféen kan der købes varm kakao med flødeskum og lækre fastelavnsboller.
Tøndeslagningen stater klokken 14 og er for børn, men voksne må gerne se på.
Der er fire fastelavnstønder, så de små får to tønder at slå til, og de lidt større ligeledes får to.
I kan også lave jeres egne dyremasker af lækre materialer og spise museumscaféens berømte fastelavnsboller.
Læs mere om Fastelavn på Designmuseet her.
Hvad: Fastelavn på Designmuseet
Hvor: Bredgade 68, 1260 København K
Hvornår: Søndag den 19. februar kl. 10-21
Hvor meget: 130 kr. for indgang til museet for voksne. Gratis for børn under 18 år.
DAC fejrer fastelavn
Fra 11. til 19. februar klippes og klistres der på livet løs i familieværkstedetet i DAC’s Educatorium, for her skal laves utraditionelt og festligt pynt til ungernes fastelavnsris.
Krea-aktiviteterne er gratis, når entréen er betalt, og fastelavnsris kan købes for 20 kroner på stedet, men I er også velkomne til at tage dem med hjemmefra og udsmykke dem i familieværkstedet, hvor der gives gode tips til pynten.
Fastelavnssøndag 19. februar byder på tøndeslagning og ansigtsmaling for børn i alderen 2-11 år.
Det sker på Bryghuspladsen ved BLOX fra klokken 10 til 14, og både muse-, katte- og hundedronninger og -konger skal kåres.
Det koster 50 kroner at være med til fastelavn ved BLOX, og alle børn får en godtepose, en fastelavnsbolle og varm chokolade.
Når maverne begynder at knurre, eller tørsten melder sig, kan I tage plads i DAC Café, hvor der blandt andet er fastelavnsboller med citroncreme, abrikos og marcipan på menuen.
Læs mere her.
Hvad: Fastelavn på DAC
Hvor: Bryghuspladsen 10, 1473 København K
Hvornår: 11. til 19. februar
Fastelavn i Rådhushallen
Frederiksberg Rådhus tager forskud på fastelavn og starter allerede fejringen lørdag 18. februar.
Her skal der slås katten af tønden, tegnes tegninger og ses trylleshow i festlige fastelavnskostumer.
Frederiksberg Brass Band vil levere musik og sørge for, at alle er i feststemning.
Dagens kattekonger- og dronninger modtager selvfølgelig en flot krone og en præmie.
Læs mere her.
Hvad: Fastelavn på Frederiksberg Rådhus
Hvor: Smallegade 1, Frederiksberg
Hvornår: Lørdag den 18. februar kl. 12-13.30
Fastelavn på skib i Nyhavn
Frømandsklubben Helgoland inviterer både børn og voksne til Fastelavn på skibet Wotan, der ligger mellem broen og Restaurant Havfruen.
Der vil være tøndeslagning for dykkere i vandet kl. 11 og for børnene på kajen kl. 11.15.
Husk endelig udklædning, så Nyhavn kan blive fyldt med søde små prinsesser, dyre og superhelte.
Deltagelse i arrangementet er gratis, og der vil være kaffe og fastelavnsboller samt slikposer til børnene.
Tilmelding skal ske her.
Hvad: Fastelavn i Nyhavn
Hvor: Mellem broen og Restaurant Havfruen i Nyhavn, 1051 København K
Hvornår: Søndag 19. februar kl. 10.30-13.00
Hvor meget: Gratis
Fastelavn på Christianshavns Vold
Restaurant Lola på Christianshavns Vold inviterer til storslået fastelavnsfest.
Det koster 75 kr. for både børn og voksne, og inkluderet i prisen er både billet til deltagelse i tøndeslagning, slik for børnene, to skumfiduser til at riste, adgang til petanque, økologisk fastelavnsbolle fra Hahnemanns Køkken, varm kakao til børnene og kaffe eller the til de voksne.
For 25 kr. vil der være mulighed for at rejse tilbage i tiden og tage med på rundvisning i Lille Mølle.
Inde i møllen gemmer der sig en stor, labyrintisk bolig fordelt over fem etager, hvor der bl.a. gemmer sig hemmelige rum, vinbryggeri og en gildesal.
Det siges, at spøgelser lusker rundt i møllen om natten, men om dagen har I (vist nok) møllen for jer selv.
Læs mere om arrangementet her.
Hvad: Fastelavn på Restaurant Lola og Lille Mølle
Hvor: Christianshavns Voldgade 54, 1424 København
Hvornår: Søndag den 19. februar kl. 13-15
Hvor meget: 75 kr. pr. person for deltagelse i fastelavnsfejringen. 25 kr. pr. person for rundvisning i Lille Mølle
Den grønne oase
Også den grønne oase BaneGaarden indtages af udklædte børn søndag 19. februar.
Klokken 12 skal der slås katten af tønden, og det er fordelt i aldersgrupper. Efterfølgende vil der være kåring af kattekonger- og dronninger.
Det kan godt svare sig at komme i sit bedste fastelavnskostume, for der kåres nemlig en vinder for bedste udklædning efter tøndeslagning.
Arrangementet er gratis, men det er nødvendigt at tilmelde sig på forhånd, da der er et begrænset antal pladser. Tilmeldning skal ske her.
Der er økologiske godteposer til alle deltagere, og der er mulighed for at købe drikkevarer og snacks i Lugen, som kan nydes udenfor eller indenfor i lade 607.
Hos bageren Perron serveres der fastelavnsboller i lange baner.
Hvad: Fastelavn på BaneGaarden
Hvor: Otto Busses Vej 45, København SV
Hvornår: Søndag 19. februar kl. 11.30
Hvor meget: Gratis, men tilmelding kræves