Vinterguide: Her kan du stå på skøjter i København

Brrr! Det er blevet koldt derude, hva?
Er man en ægte vintersylfide, så er det bare med at finde skøjterne frem.
Find det store overblik over både inde- og udendørs skøjtebaner og skøjtehaller i København og omegn lige her.
God fornøjelse!

Enghaveparken
Det er i år Enghave Plads 9, der forpagter skøjtebanen i Enghaveparken i samarbejde med Københavns Kommune.
Hvis du medbringer dine egne skøjter, er det ganske gratis at bruge skøjtebanen, og ellers kan de lejes hos Enghave Plads 9 for et mindre beløb.
Læs også: Stor guide: Her er alle de bedste julemarkeder i København og omegn Åbningstiderne bliver mandag-torsdag fra kl. 13-19, fredag fra kl. 12-21, lørdag fra kl. 10-21 og søndag kl. 10-19.
Hver fredag fra kl. 17-21 er der også isdisko med diskomusik og lys på banen.
Hvad: Enghaveparken
Hvor: Vesterbro, København

Tivoli
Tivoli har igen i år opført en illumineret skøjtebane med kunstis på 350 m2 foran Koncertsalen, hvor man kan tage børnene, kæresten eller vennerne med på en skøjtetur i Tivoli-omgivelser.
Med skøjtebanen får gæsterne mulighed for at få flere oplevelser i et hjertevarmt univers med klassisk jul, boder, forlystelser, Julemand og julemad.
Gæsterne kan leje nyslebne skøjter, og adgang til skøjtebanen er inkluderet i entreen til Tivoli.
Hvad: Tivoli
Hvor: Vesterbrogade 3, 1630 København V

Kongens Nytorv
På Kongens Nytorv er den legendariske skøjtebane i år vendt tilbage som ‘Copenhagen Winter Wonderland’, og det er med Pepsi som hovedsponsor.
Til glæde for alle københavnere kommer Pepsi til at arrangere forskellige Silent Disco-events, så du kan få luftet dine flotte ‘danse moves’ helt indtil januar.
Entré til skøjtebanen for 1 time koster 70 kr., og skal du låne et par skøjter, koster det ikke ekstra.
Det er gratis at deltage i Silent Disco, når blot du køber en skøjtebillet.
Hvad: Copenhagen Winter Wonderland med Pepsi som hovedsponsor
Hvor: Kongens Nytorv, København

Skøjteøen på Reffen
Hver weekend hele sæsonen lægger Skøjteøen på Reffen is til masser af skøjteløb og et væld af strålende events for både store og små.
Udover den festlige skøjtebane har de også store, varme indendørsområder, hvor de yngste kan boltre sig i legeområder, mens de lidt ældre kan udfordre hinanden i brætspil, bordfodbold og blinkende arkadespil fra dengang far var teenager.
Når sulten melder sig, står Reffens mange streetfood-boder og barer klar med et fristende udvalg af varme retter og dampende drikke, der giver energi til endnu en tur på isen.
Bemærk at skøjtebanen kun er åben fredag-søndag. Fra d. 19.-23. og 25-30. december har den åbent alle dage.
Hvad: Skøjteøen på Reffen
Hvor: Refshalevej 167 A, 1432 København K

Pusher Street On Ice
‘Goe’ gamle’ Pusherstreet er omdannet til en skøjtebane.
Alle ugens dage kan du slå dig løs på skøjter, og medbringer du dine egne, koster det ikke en krone.
Skal du leje et par skøjter koster det 60 kroner, og du kan skøjte lige så længe, du har lyst til.
Læs mere om den nye skøjtebane her.
Hvad: Pusher Street On Ice
Hvor: Christiania
Østerbro Skøjtehal
For et par år siden fik det nye Østre Gasværk-kvarter på Østerbro en ny 5.227 m2 stor skøjtehal.
Her kan du frit komme og skøjte mandag fra kl. 9.15-12, tirsdag fra kl. 12-14.45, onsdag-fredag fra kl. 9.15-12 og igen søndag fra kl. 14-16.30.
Entréen koster 40 kr. for voksne (20 kr. for børn), og der kan lejes skøjter i hallen.
Hvad: Østerbro Skøjtehal
Hvor: Svendborg Alle 36, 2100 København Ø

Skøjtebane ved Frederiksberg Runddel
Du kan traditionen tro få luftet skøjterne på den ikoniske skøjtebane foran indgangen til Frederiksberg Have.
Normalt løber sæsonen fra sidste lørdag i november til og med sidste søndag i februar, men datoerne kan variere afhængig af vejret.
Læs også: Must-see i december: Villavej på Amager går amok i julelys Medbring dine egne skøjter eller lej dem på stedet – det kan du gøre alle ugens dage i hele december.
Skøjtebanen er gratis at benytte.
Hvad: Frederiksberg Runddel
Hvor: Frederiksberg Runddel, 2000 Frederiksberg
Ørestad Skøjtehal
Du kan også komme på glatis i Ørestad Skøjtehal.
Her kan alle komme ind og skøjte i den offentlige åbningstid.
Det er ishockeyklubben Copenhagen Falcons, der driver skøjteudlejningen på vegne af Københavns Kommune.
Skøjtehallen er åben for offentligheden mandag til torsdag kl. 13-14.45, fredag kl. 13-16 og søndag kl. 13.30-16.30.
Læs mere og se priser her.
Hvad: Ørestad Skøjtehal
Hvor: Hannemanns Allé 14, 2300 København S

Broens Skøjtebane
Blot et stenkast fra Nyhavn kan du stå på skøjter hos Broens Gadekøkken, der har omdannet deres store plads til et 600 m² isglat vinterparadis.
Det koster 20 kr. at benytte skøjtebanen, som er for både børn og voksne.
Har man ikke selv skøjter, kan de lejes på stedet.
Slå dig løs til for eksempel isdisko og nyd efterfølgende en varm chokolade fra en eller flere af de åbne madboder.
Hvad: Broens Skøjtebane
Hvor: Strandgade 95, København K (lige ved Inderhavnsbroen)
Kastrup Skøjtehal
Hos Kastrup Skøjtehal på Amager kan du både spille ishockey, lære at stå på skøjter eller komme og løbe frit på isen.
Her er åbent alle ugens dage, og entréen koster 40 kr. for voksne og 25 for børn.
Hvad: Kastrup Skøjtehal
Hvor: Røllikevej 1, 2770 Kastrup

City2 i Taastrup
Shopping og skøjtning – bliver det så meget bedre?
Hos City2 i Taastrup kan du skøjte indendørs blandt rulletrapper og butikker, mens du venter på resten at familien får overstået juleindkøbene.
Der kan lejes skøjter på stedet, og entréen koster 40 kr. for to timer.
Hvad: City2
Hvor: Cityringen 4, 2630 Taastrup
Gentofte Skøjtehal
Til og med marts måned kan du også stå på skøjter i Gentofte Skøjtehal.
Hallen er åben alle ugens dage fra 1. oktober til 31. marts, og hver lørdag er der isdisko fra kl. 18.40 til 22.
Entréprisen er 50 kr. for voksne og 30 kr. for børn.
Hvad: Gentofte Skøjtehal
Hvor: Ved Stadion 6, 2820 Gentofte
Frihedens Idrætscenter i Hvidovre
Frihedens Idrætscenter har to skøjtehaller og en curlinghal, og anlæggene bruges både af eliten inden for issport og folk med lyst til at forsøge sig på glatis.
En enkeltbillet koster 60 kr., og du kan komme alle ugens dage.
Bor du i Hvidovre, og medbringer du sygesikringskort, får du billetten til bare 60 kr.
Hvad: Frihedens Idrætscenter
Hvor: Hvidovrevej 446, 2650 Hvidovre