Her skal du holde Pinsesøndag: Travbanen inviterer til pinsefrokost og travløb


Foråret er skønt.
Dagene bliver længere, temperaturen stiger og så bliver vi ovenikøbet forkælet med helligdage.
Denne weekend er ingen undtagelse.
Pinsen er nemlig over os, og i den anledning har Charlottenlund Travbane stablet det perfekte event på benene.
Pinsedag, søndag den 19. maj, inviterer de til pinsefrokost og travløb, så du kan nyde helligdagen i smukke omgivelser med lækker mad og fart over feltet.
Et overdådigt pinsebord
For mange er pinsesøndag lig med pinsefrokost.
Derfor har travbanen sørget for, at du kan nyde en lækker pinsebuffet til en god tilbudspris, mens du holder øje med hestene.

Her servers både æg og rejer, marinerede sild, laks, hønsesalat, Vitello Tonnato, lune frikadeller, kalvefilet, forskellige kartofler, salater og saucer samt ost, kaffe og the.
Hele denne overdådige pinsemenu får du for blot 199 kr. pr. person, og du kan booke bord ved at skrive til info@travbanen.dk og sikre dig pladserne med den bedste udsigt til travbanen.
Er du mere til smørrebrød eller en klassisk ostemad, kan dette købes for 39 kr. pr. stk.
For 95 kr. får du to stykker smørrebrød inkl. en øl eller vand og for en 50’er serveres der kaffe og kage.

Lundens nye vinbar
Det er ikke kun fra caféen, du kan nyde den gode udsigt over travbanen.
Lunden har nemlig fået en ny, lækker vinbar på terrassen, hvorfra der er et godt udsyn til travbanen.

Så hvis du kaster dig ud i at spille på en travhest, kan du herfra heppe og holde øje med, hvordan den klarer sig på banen.
Hver løbsdag laver en af banens kuske og trænere tips til publikum, som kan findes rundt omkring på bordene.
Så prøv lykken og find ud af, om du er familiens nye heste-ekspert.
Du kan læse mere om Pinsesøndagens arrangement på hjemmesiden, hvor du også kan købe entré.
Husk at entré er gratis for børn under 17 år, så det er oplagt at slæbe hele familien med til pinsefejring på Lunden.
Hvad: Pinsesøndag på Charlottenlund Travbane
Hvor: Charlottenlund Travbane, Traverbanevej 10, 2920 Charlottenlund
Hvornår: Søndag den 19. maj 2024
Hvor meget: 75 kr. i entré og gratis for børn under 18 år. Pinsefrokost koster 199 kr.