Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Dirch Passer og Tove Ditlevsen var stamgæster: Historisk værtshus genåbner i København

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Arkivfoto. Foto: Unsplash
Arkivfoto. Foto: Unsplash

I 2021 lukkede et historisk værtshus i København.

Det ærgrede mange københavnere, som havde nydt at komme der gennem årene, og det havde sikkert også ærgret Dirch Passer, Betty Nansen, Karl Stegger og Tove Ditlevsen, hvis de stadig levede.

Før i tiden var de nemlig blandt stamgæsterne, og Tove Ditlevsen var endda medejer i en periode.

Pinden, som stedet hed, lå på Reventlowsgade 4 på Vesterbro, og om ganske kort tid er der faktisk igen grund til at lægge vejen forbi adressen, for beværtningen genåbner.

De gamle bodegatraditioner

Det er hotellet Grand Joanne, der ligger lige ved siden af værtshuset, som står for genåbningen af Pinden.

Når Pinden atter slår dørene op torsdag 1. februar, sker det med respekt for kulturhistorien og de gamle bodegatraditioner.

Man har valgt at bevare så meget af det originale inventar og look som muligt, hvilket betyder, at du kan forvente god, gammeldags værtshusstemning i lokalerne, hvor de grønne og røde farver stadig pryder væggene.

Pinden anno 2024. Foto: PR

Til MigogKbh oplyser hotellet, at det genåbnede Pinden kommer til at byde på et stort ølkort samt mad i form af få men gode retter.

Husker du Pinden, som stedet var før i tiden, vil du formentlig bemærke, at værtshuset nu er en anelse mindre end oprindeligt.

Dette skyldes, at ejendommen er blevet renoveret, og den indvendige struktur er lavet om.

Ny vært bag baren

Bag baren vil du finde Pindens nye vært, Maria Fedorova, som har rig erfaring fra restaurationsbranchen og nu står klar til at skænke gæsterne et glas Vermouth – præcis som Tove Ditlevsen ville have nydt det.

Pinden genåbner torsdag 1. februar kl. 16 og holder åbent frem til kl. 00.

Herefter vil værtshuset holde åbent onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag.

På åbningsdagen er der tilbud på øl til 25 kroner og vin til 50 kroner.

Del artikel

Andre læser også