Historiske biler drøner gennem København: Masser af underholdning for hele familien


I weekenden 5. til 7. august går det løs igen.
Copenhagen Historic Grand Prix træder speederen helt i bund og fylder Bellahøj i København med et hav af fede oplevelser for store og små.
Der er garanti for både action, dramatik, fuld fart og masser af underholdning, for det velbesøgte event er et af de største sportsarrangementer i hovedstaden.
Her får du tips til, hvad du og familien kan opleve til Copenhagen Historic Grand Prix 2022.
Kæmpe familieområde
Copenhagen Historic Grand Prix byder i løbet af de tre dage på en lang række racerløb, men det er bestemt ikke det eneste, der er på programmet.
Når startskuddet denne gang lyder til det populære event, er der også sørget for et stort område for børn og deres familier.
Selve racerløbene er sjove at opleve for både børn og voksne, men efter lidt tid på tilskuerpladserne, kan ungerne godt begynde at sukke efter noget andet at tage sig til.
Derfor har Copenhagen Historic Grand Prix hele 2.000 kvadratmeter, hvor ungerne kan boltre sig og brænde energi af ved blandt andet at rutsje, hoppe og tumle.

I børneområdet finder I blandt andet en trampolin og en hoppeborg, og for at give jer den bedste oplevelse er en række frivillige tilknyttet aktiviteterne, så de kan hjælpe og guide jer samt gøre jer klogere på de hurtige biler.
Seje køretøjer på stribe
Udover de seje racerbiler, som der selvfølgelig er mange af under hele Copenhagen Historic Grand Prix, kan I se andre spændende køretøjer, som helt sikkert vil imponere ungerne.
Der er nemlig en gratis udstilling med historiske beredskabskøretøjer fra Falck, og så kan I se et ægte F16-fly fra Flyvevåbnets Historiske Samling.

Er I blevet bidt af motorsporten, har I lørdag og søndag mulighed for at købe jer til en køretur på racerbanen og mærke suset, og samtidig støtter I endda et godt formål.
Race For Riget, som begivenheden hedder, donerer alle indkørte midler til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet.
Tank op i Food Court
Selv de mindste racerkørere kan blive sultne, og når maverne knurrer, er der heldigvis mulighed for at forsyne sig med lækre sager.
Tæt på familieområdet finder I Copenhagen Historic Grand Prixs Food Court, hvor der kan købes mad i forskellige madboder.
I Food Court er der selvfølgelig sørget for storskærm, så I ikke går glip af de spændende løb, mens I fylder depoterne op.

Der er gratis adgang til udstillingen med de historiske køretøjer, men ved visse aktiviteter skal der betales entré.
Du kan se hele programmet for Copenhagen Historic Grand Prix og planlægge dit og familiens besøg lige her.
Copenhagen Historic Grand Prix er for folk i alle aldre, og børn i alderen nul til 11 år kommer gratis ind i følge med en voksen. Hver betalende voksen må max. tage tre børn med ind.
Hvad: Copenhagen Historic Grand Prix
Hvor: Bellahøj, København
Hvornår: 5. til 7. august 2022