Yderst sjældent: To historiske skibsvrag fundet ved Amager

En gruppe marinarkæologer har siden marts arbejdet på højttryk i vandet ud for København.
I forbindelse med arkæologiske forundersøgelser af havbunden forud for By og Havns anlæg af Lynetteholm er to skibsvrag nemlig blevet fundet ved Amager.
Det drejer sig om et mindre lastfartøj fra 1800-tallet med en last af gule mursten og et større skib fra middelalderen, bygget af kraftigt tømmer.
Det oplyser Vikingeskibsmuseet i en pressemeddelelse.
Skibsvragene var hidtil ukendte, og opgaven stod således klar: I løbet af seks måneder skulle vragene graves fri, og hver eneste skibsdel skulle bjærges fra havbunden.
Fundene blev gjort i sejlrenden “Svælget”, der løber tæt ved Amagers kyst syd for Prøvestenen, hvilket betyder, at arkæologerne har arbejdet i Øresund siden foråret.
Netop ankommet til Roskilde
Nu er de arkæologiske undersøgelser såvel som udgravning og bjærgning færdiggjort, og den sidste container med skibsdele fra “Svælget” er netop ankommet til Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Næste etape er afdækningen af skibenes historie.
Det er to yderst usædvanlige fund, man har gjort ved Amager, og kun sjældent lykkes det at totaludgrave og bjærge arkæologiske skibsvrag.
Oftest, når man finder denne type vrag på steder, hvor der skal bygges på havet, er det muligt at beskytte og bevare dem der, hvor de engang forliste
Men dette har ikke været muligt denne gang, da skibsvragene lå i en sejlrende, som skal udvides og uddybes i forbindelse med anlægningen af Lynetteholm i Københavns Havn.