Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stor have- og livsstilsmesse klar igen: Mere end 100 boder indtager smuk have

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: Hjem & Haveliv, PR
Foto: Hjem & Haveliv, PR

At skabe grønne uderum er et hit både i og uden for byen, og mange danskere kan ikke få nok af at gøre deres haver, altaner og hjem endnu skønnere.

Hører du til dem, der elsker at omgive sig med grønne planter, lækkert interiør og skabe udendørs fællesskaber?

Så kan du godt begynde at glæde dig til en inspirerende begivenhed, der om lidt vender tilbage for at fylde en smuk have med et væld af spændende boder i tre dage.

Foto: Hjem & Haveliv, PR

I dagene 26., 27. og 28. maj inviterer Haveselskabet igen til have- og livsstilsmesse på Frederiksberg, og der vil være massevis af spændende boder at gå på opdagelse i samt interessante udstillere at møde.

Tips og inspiration

Messen hedder Hjem & Haveliv, og som den perfekte start på sommeren slås portene op til Haveselskabets Have, når mere end 100 udstillere står klar med boder under åben himmel og i Brøndsalens charmerende lokaler.

Hos de mange udstillere er der masser af inspiration at hente, lige meget om du har planer om at skabe din egen grønne storby-oase, eller om du blot er på udkig efter gaver eller lidt at pifte boligen op med.

Du kan blandt andet få gode tips til hjemmet, haven og altankassen, og du kan shoppe alverdens mode- og designvarer, smykker, brugskunst, antikviteter og meget mere.

Der vil også være rig mulighed for at få lækkerier med hjem, da flere af boderne byder på delikatesser og andre produkter fra gastronomiens verden.

Det kan du glæde dig til

Som besøgende på Hjem & Haveliv kan du se frem til en skøn dag i smukke omgivelser.

I anledning af messen er der i Haveselskabets Have placeret imponerende blomsterdekorationer rundt omkring i haverummet, og så vil der være flere foredrag og aktiviteter om havelivet.

Her kan du eksempelvis få gode ideer til altanhaven, blive klogere på at sylte høsten fra haven og få gode råd til dyrkning af roser.

Foto: Hjem & Haveliv, PR

Du kan opleve Spirekassens Liv Meinert, som du måske kender som @Plante_liv fra Instragram. Hun gæster Hjem & Haveliv for at fortælle om de mange smukke buketter, hun selv plukker.

Også Haveselskabets rosenekspert Peter Scherg kan du møde. Han udgav sidste år bogen “Rosenglæde”, hvori han fortæller, hvor nemt det faktisk er at have den smukke plante i haven.

Hjem & Haveliv får desuden besøg af Nina Ewald, der er forfatter til bogen “Design din altan og tagterrasse”, og af hende kan du få en masse gode råd til at indrette din altan både praktisk og hyggeligt. 

Med andre ord er der altså mange gode grunde til at tage mor, svigermor eller en ven under armen og søge mod Haveselskabets Have i pinsen.

Entrébilletter koster 110 kroner i forsalg og 125 kroner ved indgangen. Prisen for børnebilletter er henholdsvis 40 kroner og 50 kroner.

Køb billet HER og se hele programmet HER.

Hvad: Hjem & Haveliv
Hvor: Haveselskabets Have,  Frederiksberg Runddel 1, Frederiksberg
Hvornår: Fredag 26. maj kl. 12-19, lørdag 27. maj kl. 10-17 og søndag 28. maj kl. 10-16
Hvordan: Læs mere og køb billet her

Del artikel

Andre læser også