Højt skum og gyldne dråber: Kom til stor ølfestival i København i denne uge
Alle ølfans fra København og omegn bør søge mod Lokomotivværkstedet lige om lidt.
Takket være foreningen Danske Ølentusiaster står mere end 200 bryggerier nemlig klar til at servere spandevis af gyldne dråber i de smukke, gamle lokaler i Københavns Sydhavn fra 23. til 25. maj.
Anledningen er Ølfestival, som afholdes for 25. gang i Danmark og dermed fejrer sølvbryllup.
Læs også: Skål på skotsk: Byens nye ølbar serverer humle fra højlandet
Både danske og udenlandske øl
Ølfestivalen er en hyldest til ølkultur og godt øl, og de deltagende bryggerier er nøje udvalgt af Danske Ølentusiaster, så der er noget for en hver smag.
Og med mere end 1.000 forskellige øl fra både Danmark og udlandet at vælge imellem, skal man være ret kræsen, hvis man ikke kan finde mindst én, man kan lide.
Er man på jagt efter sin nye yndlingsøl eller blot nysgerrig og tørstig, kan man købe poletter, som kan byttes til smagsprøver i de forskellige boder – og så gælder det ellers bare om at gå på opdagelse.
Poletterne koster 150 kr. for 10 stk. og kan købes i forsalg og i Lokomotivværkstedet under selve festivalen.
Rift om billetterne
Danske Ølentusiaster regner med at tage imod op til 14.000 gæster i løbet af festivalens tre åbningsdage, og der er rift om billetterne.
Men når man ikke at få fingrene i en billet i forsalg, er der dog ingen grund til at fortvivl.
Arrangørerne sætter nemlig flere billetter til salg i døren torsdag kl. 16 samt fredag og lørdag kl. 13, og herefter lukkes flere gæster ind, når der er plads.
Billetprisen er 150 kr. torsdag og 175 kr. fredag og lørdag. Køb billet her.
Øl skal helst ikke indtages på tom mave, så på festivalen finder du også en café, hvor der sælges varme retter, sandwich og grillpølser.
Hvad: Ølfestival
Hvor: Lokomotivværkstedet, Otto Busses Vej 5A, København SV
Hvornår: 23.-25. maj 2019
Hvor meget: 150 kr. torsdag og 175 kr. fredag og lørdag.
Læs også: Ølbar i Københavns Lufthavn nomineret til verdens bedste