Hop ombord: Nu sejler kanalrundfarten igen i København

København har ikke lignet sig selv de seneste måneder, men i takt med den gradvise genåbning kan vi genkende byen mere og mere.
Og nu er et særdeles velkendt syn tilbage på vandet i Københavns havn – nemlig kanalrundfarten.
Den klassiske kanalrundfart, som har været en del af byen siden 1904, sejler igen, og det betyder, at du atter kan læne dig tilbage i båden og nyde Københavns udvikling og stemning, mens du lader dig fragte rundt i kanalerne med vind i håret.
Coronasikker sejltur og sjove temature
Strömma, som står bag kanalrundfarten, fortæller, at der er gjort flere tiltag for at gøre sejlturen så coronasikker som muligt.
Blandt andet er antallet af passagerer i bådene halveret, så man kan holde god afstand, og alle over 12 år skal bære mundbind ombord.

Udover den klassiske kanalrundfart, som tager dig rundt i havnen, mens du hører om byens turistmål og historie, kan du se frem til særlige sejlture med forskellige temaer.
Der arrangeres blandt andet historierundfarter, hvor den unge flådehistoriker Jens-Ulrich Nielsen fortæller om Christian den IV’s København, og så er de velkendte jazzrundfarter på programmet igen i år
Til august vil der desuden være festlige toner fra musicals og operetter i de gamle kanalbåde igen.
Læs mere på stromma.com