Din vildeste boligdrøm: Her er hovedstadens største villaer til salg

Flere generationer under samme tag, arbejdsplads og bolig i én eller et rum til hver hobby.
Lige meget, hvad du går og drømmer om, burde der var plads nok til at udleve dem i en af de fem største villaer, der lige nu er til salg.
Det skriver boligmediet Boliga.dk.
Villaer med et antal kvadratmeter, der gør dem mange gange større end et gennemsnitligt parcelhus, og hvor der med mellem 10 og 18 værelser burde være albuerum nok til selv de mest pladskrævende familier.
Her er landets største villaer til salg

5. Ørslevvej, Mern
På en femteplads ligger en ejendom med plads til to familier, hvor de med over 700 kvadratmeter nok ikke kommer til at gnubbe albuer.
Boligen ligger med udsigt til marker udenfor den lille by Mern på Sydsjælland og koster lige under 5,5 millioner kroner – og så får du også en indendørs svømmepøl med i købet.

4. Grøddevej, Ikast
Fjerdepladsen indtages af en vild luksusvilla, som ligger i Ikast, men giver mindelserne til en af palæerne på Strandvejen nord for hovedstaden.
Det næsten 750 kvadratmeter store hjem stod færdigbygget i 2010; komplet med 10 værelser, en stor parklignede have og gildesal. Prisen for hele molevitten lyder på 25 millioner kroner.

3. Stumpedyssevej, Hørsholm
I Nordsjælland udenfor Hørsholm ligger en ejendom, der med en udbudspris på 79,5 millioner kroner ifølge Boliga.dk er det næstdyreste villaudbud på markedet.
Men med næsten 800 kvadratmeter – fordelt på tre boliger – er det også en af de største. Med i prisen følger en pool, en tennisbane og næsten seks hektar jord.

2. Klampenborgvej 50, Klampenborg
Det næststørste hus til salg lige nu er en herskabelig palævilla, der ligger lige ved siden af Klampenborg Galopbane i Nordsjælland.
Villaen, som i dag er registreret til erhverv, tæller intet mindre end 937 kvadratmeter, og så indtager det med et prisskilt på 65 millioner kroner også femtepladsen over de dyreste huse på markedet.

1. Maglebyvej 21, Magleby
Det bliver ikke større end i Magleby på Sydsjælland, hvor en ejendom på over 1.000 kvadratmeter er til salg.
Med 18 værelser burde der være plads til et par familier, og så følger der også en stor have med i købet. Du skal af med lige under 5,2 millioner kroner, hvis det er dig, der skal overtage den rummelige adresse.