Hvem vinder valget: I Nordhavn får du både svar og film
Du behøver ikke at have fint tøj på.
Uanset hvad bliver du nemlig klædt godt på til det amerikanske valg, hvis du tager med til den særlige filmaften i Big Bio i Nordhavn 29. oktober kl 19:30.
Her vises filmen The Apprentice om Donald Trump – der i starten af filmen omtales som Donald Who, nemlig.
Men først byder biografen på kajen inden for til en snak med Nina Munch-Perrin, der sætter USA-kender og Berlingskes økonomiske redaktør Ulrik Bie i stævne for at få svar på, hvem der vinder valget i USA og ikke mindst hvorfor?
“Det handler nemlig altid om penge i Guds eget land. Det ved Donald Trump (og Kamala Harris) alt om,” lokker biografen retorisk i deres teaser for arrangementet.
“Vi kan ikke vente med at byde jer indenfor til en fantastisk aften med talk og visningen af denne vanvittige fiktionsfilm om den amerikanske ekspræsident Donald Trump. Selvom du måske troede, at der ikke var nyt info om den ellers mest mediedækkede person, så kan du bare vente dig,” lyder det fra biografen.
The Apprentice
I filmen ‘The Apprentice’ følger vi Trumps unge år, og hvordan hans forhold var til den skruppelløse advokat Roy Cohen. Vi følger Trump på sin rejse fra ung og usikker mand med en kontrollerende far til det forretningsimperium, bygget på et tvivlsomt grundlag, som han var kendt for inden præsidentembedet.
I rollen som Donald Trump finder man Sebastian Stan, der nok er bedst kendt som Winter Soldier i Marvels superheltefilm, mens ‘Succession’-stjernen Jeremy Strong spiller advokaten Roy Cohn.