MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Hvert 10. værtshus ser sort: Nu har Anders en bøn til københavnerne

Af André Bentsen
Anders står bag bodega-biblen 'Stamsteder'. Men siden bogen udkom, er 10 procent af stederne allerede lukket. Foto: André Bentsen
Anders står bag bodega-biblen 'Stamsteder'. Men siden bogen udkom, er 10 procent af stederne allerede lukket. Foto: André Bentsen

Anders Højberg Kamp er kendt som den ene af to forfattere til den store bodega-bibel ‘Stamsteder’, der består af 220 værtshus-besøg i København.

MigogKbh møder ham på Fuglereden et stykke ude i Nordvest-kvarteret.

Murene er over 100 år gamle, værtshuskatten Felix den 2. vogter i døren.

Den har efterfulgt den første værtshuskat, Felix den 1.

Klistermærkerne fra Brønshøj-fraktionen “Hvepsene” i ruderne har for længst overskredet sidste salgsdato.

Men selvom Brønshøjfans jævnligt drikker deres flaskeøl her i de spæde solstråler, der rammer de brune borde med de mange hakker, så er Anders iklædt sin BK Frem-trøje. “

At være på værtshus handler blandt andet om at stå ved sin identitet,” siger Anders og tager et hvæs af sin smøg, som var vi i en gammel film noir.

Men som det gik med film noir-genren, bliver der også færre og færre værtshuse.

Karina og Anders bliver hurtigt enige om, at Fuglereden er et kærlighedshul i væggen. Foto: André Bentsen

Siden han skrev den uhyre populære værtshus-guide solgt i 10.000 eksemplarer, og som kan findes på de fleste københavner-beverdinger, er mere end 10 procent af dem lukket.

Det får nu ærkekøbenhavneren til at advare både dem, der bruger gemmekrogene, og dem der planlægger, hvordan byen skal se ud.

“Ellers er det ved at være sidste omgang. Det er en trist udvikling byen gennemgår. Den bliver mindre personlig , når de historiske steder forsvinder, og de steder folk er knyttet til, bliver færre. København mister sin identitet, når byen overtages af store kædeforretninger, kapitalfonde og rigmænd,” siger Anders Kamp.

Lukker overalt i byen

“Ejeren af grunden, der huser Fuglereden, ville have revet den 100 år gamle bygning ned for at bygge ungdomsboliger og efter eget udsagn sikre sine børns arv. Men det fik de lokale heldigvis stoppet, så det kun bliver garagerne inde ved siden af, der må vige for grådigheden. Men redningen er et unikt eksempel. Tag Vesterbro, Valby og Amager, her lukker værtshuse på grund af pengespekulation og presset fra en overmoral,” siger Anders og slynger en nytilkommen statistik fra Yougov hen over den snart tomme øl.

“6 ud af 10 vil ifølge den statistik have rygning forbudt udendørs. Altså, hvis man ikke engang kan tåle at se på et menneske, der står og ryger, så skal man overveje sin tolerance-tærskel og sit syn på den enkeltes ret til selv at bestemme.”

Vi er gift med hinanden – ikke med stedet, men derfor husker vi lige at hilse en gang imellem, lyder det fra stamgæsterne. Foto: André Bentsen

Kim Larsens glade København

Undervejs på rejsen lærte han mange mennesker at kende på brune, og som ikke ønsker forbud mod deres måske nok ikke helt sunde vaner.

Derfor gør det også ekstra ondt på ham, når nypuritanismen flytter ind i hovedstaden og tvinger de københavnske stamsteder og vaner på flugt med moral som fejekost.

Anders er yngre end de fleste herinde, og glad for, han nåede at opleve andre ikoniske steder, som Kiki, der er lukket i Sydhavnen, før de havde sidste omgang.

“Det er lidt, som om vi spiser de sidste rester fra Kim Larsens bord i glade København. Forstå mig ret; Jeg synes det er godt, at man lever sundere, men det skal være op til en selv at bestemme, hvornår vi så er usunde og hvordan,” siger han og forklarer:

“Fuglereden er et samlingspunkt og mødested for både håndværkere og jurister, kunstnere og arbejdsløse og ikke mindst pensionister. De vælger at komme her, fordi det giver dem noget, det skal vi andre ikke tage frem dem.”

Skubber til grænserne

På Fuglereden kender de fleste Anders. Han kigger forbi en gang imellem, og de har også hans bog stående og kan godt lide ham for at sætte fokus på, at hvis det ikke var for de mange brune mødesteder, så var der måske også en masse københavnere, der sad alene hjemme i stuerne og drak – uden nogen at snakke med – uden nogen, der spurgte ind til, hvordan de havde det. “For mig er et brunt værtshus lig med frisind. Man må drikke, tale frit, skubbe lidt til grænserne og tage en smøg. Byen bliver kedeligere, hvis vi ikke passer på dem,” advarer Anders.

“Vi mister en måde at være sammen på, som vi ellers ikke ville være, et sted hvor vi må tale til fremmede, til folk i andre aldersgrupper og som arbejder med noget andet end en selv, et frirum, hvor vi faktisk lærer de andre lokale i kvarteret at kende, fordi det hele er lidt sjovere og lidt mere uformelt og uforudsigeligt,” tilføjer han.

Hvilke steder er du mest bange for lukker?

“Ærligt talt, så frygter jeg for dem alle sammen, fordi der er en tendens til opkøb og forfining. Så kalder de nye sig måske stadig værtshuse eller bodegaer, men minder mest om ølbarer uden samme jargon og genre. Nogle af dem er som bands, der kalder sig rock, men i bund og grund er pop.”

Pas på dem…

Anders tænker lidt og drikker ud.

Vi må ikke misforstå ham. Han er glad for, at dem, der overtager de gamle beværtninger i det mindste stadig holder en barstemning, men når Bodega Konkylien åbner frem for Glashuset, og man pludselig ikke må ryge…

“Så er det ikke en bodega, men en ølbar. Bevares, jeg er gladere for det sted, end for at en yogaklub overtager, som vi har set med Valby Kro ude på Tingstedet. Der lå ellers en kro på Tingstedet i over 300 år,” siger Anders.

Hvilke værtshuse er du nu bange for står for tur?

“Ålholm Bodega kan jeg godt være bange for er presset lige nu her, fordi dem, der er flyttet ind oven på klager over larm og røg. Men det vidste de jo, da de flyttede ind. Derfor er det vigtigt, at vi viser vores opbakning til byens fællesstuer, vi alle er sammen kommet i,” understreger han.

Navnet hang på et brunt skilt

Hans egen pubcrawl startede for evigheder siden på den også lukkede Børma Bar, gymnasieeleverne fra Frederiksberg dengang kaldte for Fister’s, fordi navnet hang på et brunt skilt, og står den til ham, så slutter den ikke foreløbig.

“Men det kræver, at ejerne passer på deres kunder og at dem, der styrer byen bliver bedre til at bevare og frede gamle bygninger og steder. Det gælder for så vidt både facaderne og det indendørs interiør. Der er brug for et bolværk for, hvor meget der må spekuleres. Der er også brug for et opgør med nypuritanismen.”

Tre trin ned på Østerbro

Hans allerførste stamsted var Teglskægget i Valby, men hvis han skal vælge noget skørt en tirsdag formiddag – som man jo skal, når man har lavet research til en værtshusbog, så kunne det godt blive på Bassinet på Østerbro.

“Du går tre trin ned, midt i et pænt kvarter, og så har du bare et levn fra de gamle havnearbejderdage i en kælder,” griner Anders.

Og så sker der det, som altid sker, når du drysser lidt regnbuestøv ud over det brune hjemsted. Du bliver en af flokken og snakker med dem ved siden af dig i stedet for dem, du egentlig kom for at møde.

Gift med hinanden – ikke med baren

Allan og Maria hedder de i dag.

Maria var med for 25 år siden, da baren åbnede.

“Dengang var jeg 19 år og kom mest om aftenen en weekend med vennerne. Som voksen arbejdede jeg tæt på, og så tog vi alle vores fredagsøl herovre. Man lærer mange lokale at kende, som Allan,” griner hun og afslører, at de to er gift.

“Altså med hinanden. Ikke med stedet,” griner hun endnu mere.

“Vi kigger ind, fordi vi kender mange hernede. Vi kommer for lige at sige hej og en snak, men vi er også med, når der er arrangementer, som koncerter og banko. Det tror jeg er vigtigt, hvis de små værtshuse skal overleve,” siger Maria.

Er som et lille kærlighedshul i væggen

Bag baren tager Karina sig kærligt af både dem, katten, opvasken, musikken og alle de andre, der har brug for en lille en – det være sig snak eller øl.

Hun blev lokket til med dagvagter, for egentlig ville hun slet ikke arbejde i den branche – slet ikke om natten. Hun er uddannet socialpædagog og har arbejdet med stofmisbrugere, men de kommer ikke her.

“Næ, vi er et blødt kærlighedsværtshus. Det er ligegyldigt, hvor mange penge, gæsterne har, hvis de laver ballade. Vi kan kun købes med venlighed,” siger hun og fortæller, hvem hun møder på en arbejdsdag;

“Det er ressourcestærke mennesker. En del med gode uddannelser kommer og får en enkelt øl, og det gør måske noget ved måden, folk snakker sammen på. Man føler sig velkommen, og jeg vil sige, at baren er et som et lille hul i væggen; Når du går ind i det, så er der fred.”

Nogle af klicherne kan hun dog ikke helt lade som om, ikke passer:

“Hvis kvinderne ringer og spørger efter deres mænd, så siger jeg altid; ham har jeg ikke set. Vi bekymrer os om hinanden hernede. Det gælder både dem fra fagforeningen 3F, der holder deres møder ved bordene, eller farmaceuterne, der kommer forbi på pubcrawl. Det er jo en fuglerede for alle.

STAMSTEDER BOGEN BESTÅR AF 220 SKÆVE PORTRÆTTER AF KØBENHAVNS VÆRTSHUSE DEN ER SKREVET AF ANDERS HØJBERG KAMP OG JOHANNES JACOBSEN FOTOS AF THOMAS SKOU UDKOM 2021 PÅ FORLAGET SALVADOR

Del artikel

Andre læser også