Hvor tit møder du alkohol: Nye tal viser hvordan du lokkes til en ekstra flaske i indkøbskurven
Ni.
Som i tallet 9.
Der er ingen clickbait her – det er ni, der er svaret!
Svaret på, hvor mange gange du i gennemsnit møder alkohol, når du går en tur gennem supermarkedet.
Den måde at lokke danskerne til at købe mere alkohol får nu Kræftens Bekæmpelse til at efterlyse strammere regler.
En ny undersøgelse fra den store private patientforening viser nemlig, at vi i gennemsnit møder alkohol, som for eksempel vin, øl og spiritus, ni gange, fra vi går ind i et supermarked, til vi har betalt.
“Og dét er problematisk af flere årsager,” forklarer Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
“Når alkohol er synligt så mange steder, er det nemt at ‘komme til’ at købe det med hjem, selvom det ikke var planen. Det er især bekymrende, at vores børn og unge skal møde alkohol så mange gange i supermarkederne. Derfor bør området reguleres bedre,” siger hun.
Du har før hørt, at danske unge er europamestre i druk, men det har umiddelbart ikke stoppet 700.000 danskere i at drikke for meget hvert år.
Og det er farligt, fordi lige netop alkohol er sundhedsskadeligt og øger risikoen for flere sygdomme, herunder mindst syv kræftformer.
Frister både voksne og børn
Næste gang du handler, kan du jo prøve at tælle, hvor mange gange, du selv møder alkohol på din vej gennem butikken, men i de 34 butikker, som Kræftens Bekæmpelse har besøgt viser flere bekymrende ting, mener de.
I to ud af tre butikker var alkohol placeret ved kasselinjen.
I hver fjerde butik stod alkohol allerede ved indgangen.
- I over to ud af tre butikker var alkohol placeret i synlige og farverige opsatser rundt om i butikken.
“Kræftens Bekæmpelse finder det bekymrende, at mange supermarkeder tilsyneladende har en strategi om at placere alkohol synligt mange steder, for det frister forbrugerne til at købe det, selvom det ikke var på indkøbslisten,” siger Mette Lolk Hanak.
“Markedsføring af alkohol til unge under 18 år er forbudt, men den store synlighed gør supermarkederne til reklamesøjler for alkohol, hvilket påvirker både unge og voksne” fortsætter hun.
Kræftens Bekæmpelse foreslår en tydeligere begrænsning af alkohol i butikkerne.
“Jeg er glad for, at politikerne tager problemet alvorligt. Vi foreslår, at alkohol i butikker bliver begrænset til at stå ét til to steder pr. butik. Dette vil gøre alkohol mindre synligt og mindske fristelsen for både børn og voksne,” siger Mette Lolk Hanak.
Fakta om undersøgelsen:
Kræftens Bekæmpelse besøgte i april, maj og juni 2024, 34 tilfældigt udvalgte supermarkeder i Region Hovedstaden og Region Sjælland.
Det blev undersøgt, hvor alkohol var placeret, og noteret, om det stod ved indgangen, kasselinjen eller i opsatser rundt omkring i butikken.
Det blev også noteret, hvilke andre varer alkohol var placeret ved – med særligt fokus på slik, chips, sodavand og juice.