Ugens tip: Hyggelig gårdhave med vin i stride strømme er must-visit
Skal man have en rigtig god start på ugen, så skal det jo helst foregå med et glas vin i den ene hånd.
Og måske en lille toast i den anden.
Det ved alle jo.
Heldigvis for det så er denne Ugens tip lige noget, der taler ind i den ånd.
Skandinaviens bedste hotel
Man ser det ikke lige ude fra gaden af, men går du igennem porten på Vesterbrogade 41, så ligger der den hyggeligste gårdhave på den anden side.
Den tilhører Coco Hotel, som ligger under restaurantkæden, Cofoco, der bl.a. står bag de populære restauranter Høst, Llama og Les Trois Cochons.
Boutiquehotellet har fire flotte stjerner og blev for nylig kåret til Skandinaviens bedste hotel af et af verdens største rejsemedier, Travel+Leisure.
De bad deres læsere om at bedømme deres oplevelser inden for hoteller, resorts, destinationer, flyselskaber og flere andre kategorier inden for turisme og oplevelsesindustri i Travel+Leisure World’s Best Awards 2023.
Resultatet kan man som københavner bestemt være stolt af, for Coco Hotel sender den danske hovedstad til tops i kategorien ”Best Hotels in Scandinavia”.
Med vin, grillet sandwich og charcuteri
Udover flotte værelser og indretning med sydeuropæisk stemning kan du besøge deres café – også selvom du ikke er gæst på hotellet.
Den er åben alle ugens dage fra kl. 7-22, og om aftenen forvandler den sig til en skøn vinbar.
Her kan du drikke en masse lækker vin fra bl.a. Bourgogne, Alsace og Loire, men her er også flasker fra for eksempel Italien og Australien.
Priserne på vin på glas begynder fra 80 kr.
Bliver du sulten undervejs, så bestil endelig lidt at spise.
Coco Bar à Vin har nemlig også et lille menukort med forskelligt charcuteri, grillet sandwich, oliven og den slags. Mums!
Gårdhaven er en fortræffelig lille oase, som er hyggelig at hænge ud i både i højsommeren men altså også nu her, når efteråret begynder at banke på.
Du befinder dig kun en spytklat fra byens centrum, men her hersker stadig en helt særlig ro, som man ikke befinder mange steder.
En stor anbefaling herfra!
Læs mere og book bord på deres hjemmeside lige her.
Hvad: Coco Bar à Vin
Hvor: Coco Hotel, Vesterbrogade 41, 1620 København V
Hvornår: Åben hver dag fra kl. 7-22