Dominerer Norden: Ny nordisk spiseguide hylder københavner-restauranter

De fleste af os kender Michelinguiden, White Guide, Worlds 50 Best Restaurants og så videre.
Sidste år kom så en ny spændende spiller på banen i forhold til restaurantguide.
Den hedder 360°Eat Guide, og de har taget et politisk standpunkt udi madanmeldelse – de rangerer nemlig ikke blot efter madens smag, men også hele restaurantens bæredygtighed.
De har netop i dag udsendt deres spritnye nordiske rangering.
Amass topper for andet år i træk
Her tager man udgangspunkt i restaurantens niveau kombineret med fokus på bæredygtighed. Derefter tildeles restauranten en placering på en Top 80 i hele Norden.
Det er værd at bemærke, at København igen dominerer toppen. Her er det igen Amass på Refshaleøen, som for andet år i træk løber med førstepladsen efterfulgt af Relæ.
Først på syvendepladsen kommer Geranium, som har tre Michelin-stjerner, og Noma kommer på ottendepladsen.
Men som nævnt i indledningen, så spiller bæredygtighed en lige så stor rolle i bedømmelsen af stederne.

Åbne kulinariske kort
I modsætning til f.eks. Michelinguiden kører 360°Eat Guide med fuldkommen åbenhed. Både hvad angår deres jurymedlemmer og deres kriterier for at rangere, som de gør.
En restaurant kan modtage op til 100 point for gastronomi og yderligere 100 point for bæredygtighed.
Her bliver der lagt vægt på produktionsoprindelse, uddannelse af personale, samarbejde med lokale producenter, økologisk mad og madaffald samt gennemsigtighed gennem hele forretningen.
1,2,3 grønne cirkler
Restauranter bliver tildelt en, to eller tre grønne cirkler.
En grøn cirkel betyder den bæredygtige rejse lige er begyndt og der er et stort potentiale.
To grønne cirkler betyder restauranten har god fokus på bæredygtighed og er godt på vej.
Tre grønne cirkler betyder: Ægte, indsigtfuldt bæredygtighedsarbejde, der påvirker hele virksomheden. I førertrøjen og tæt på målet.
“Vi er nødt til at forvente mere af vores restauranter og begynde at stille spørgsmål om, hvor maden stammer fra. Restauranterne er nødt til at trappe op, men vi – gæsterne – skal også begynde at handle ansvarligt, ” fortæller Pär Bergkvist fra 360°Eat Guide
Juryen har testspist på over 250 restauranter og hoteller i hele Norden.