I anledning af Copenhagen Pride: Tag ungerne med til gratis børneteater
Med støtte fra Politiken-Fonden, Indre By Lokaludvalg og Københavns Kommunes Scenekunstudvalg byder det københavnske teater HiLS DiN MOR i år ind med fire gratis arrangementer til børn og deres voksne i løbet af Copenhagen Pride Week.
Arrangementerne foregår på Hippodromen på Folketeatret, og HiLS DiN MOR glæder sig til at byde skoleklasser og børnefamilier gratis i teatret til en mangfoldig forestilling, der giver publikum en større forståelse for hinandens forskelligheder.
En højaktuel forestilling til aldersgruppen 6 år og op, som de voksne også kan lære noget af.
Hvad er egentlig en rigtig familie?
‘En kænguru som dig’ er en humoristisk, livsbekræftende og musikalsk forestilling om to unge rovkatte Lucky og Pascha, der er ved at blive trænet op til en cirkuskonkurrence, som prinsessen på slottet afholder.
Deres dagligdag er begrænset og ensformig, så de stikker af, for at finde en kæreste til deres ensomme dyretræner, så de kan blive en rigtig familie.
På deres vej møder de den homoseksuelle boksekænguru Django, der lærer dem, at verden er meget mere mangfoldig, end de tror.
Forestillingen er en ægte forvekslingskomedie i et skævt cirkusunivers, hvor de gængse forventninger udfordres.
Kan rovkatte lide vand? Var Mozart homoseksuel? Hvordan ser en prinsesse ud? Kan en sort panter være vegetar og hvad er egentlig en rigtig familie?
Forestillingen, der varer ca. 60 minutter, formidler gennem et eventyrligt cirkusunivers, at alle er unikke, og at man ikke skal lytte til fordomme, men derimod danne sit eget billede af det man møder på sin vej.
Efter hvert arrangement laver de fire skuespillere en eftersnak med børnene, hvor de kan stille spørgsmål til forestillingens tematikker.
‘En kænguru som dig’ spiller onsdag d. 14. august kl. 9.30 og 11.30 og torsdag d. 15. august kl. 11.30 og 16.
Læs mere om stykket og tilmeld jer her.
Billetterne er gratis, og der kan max bestilles 4 billetter pr. person.
Hvad: “En kænguru som dig” – gratis børneteater
Hvor: Folketeatret, Nørregade 39, 1165 København K
Hvornår: Onsdag d. 14. august kl. 9.30 og 11.30 og torsdag d. 15. august kl. 11.30 og 16