Ikea hjælper 20 kvinder og 14 børn: Giver møbler til nye hjem
Hvert år forlader 2.000 kvinder og børn et krisecenter i Danmark for at skabe et nyt liv og en bedre hverdag uden vold.
Men, det kan være svært at skabe et nyt hjem, hvis man står med et barn i hånden og mangler penge.
Derfor hjælper IKEA København med en donation på 175.000 kroner Røde Kors og kriseramte kvinder og børn med at skabe trygge rammer og en bedre fremtid for samfundets mest sårbare.
“Vi er stolte af at kunne bidrage til kvindernes rejse mod en bedre fremtid. Mange af dem står overfor at skulle begynde forfra uden meget fra deres tidligere liv, og derfor føler vi et ansvar for at hjælpe dem med at skabe et trygt hjem for både dem selv og deres børn. Hos os tror vi på, at alle har ret til at føle sig hjemme, og derfor er det naturligt for os at støtte dette projekt,” siger Fatima Gustafsson, der er varehuschef i IKEA København.
En ny og svær start
For de kvinder og børn, der flytter fra et krisecenter og skal skabe et nyt hjem, kan opgaven virke uoverskuelig. Selvom de forlader krisecentret med håbet om en ny begyndelse, er tiden ofte præget af usikkerhed.
“Vi ved, hvor svært det kan være at starte forfra under så vanskelige forhold. Derfor er vi dybt taknemmelige for, at IKEA endnu en gang har valgt at støtte Fra Bolig til Hjem-projektet, som tilbyder familierne den afgørende hjælp, de behøver for at skabe en ny fremtid og et sikkert hjem,” siger Charlotte Pedersen, konsulent i Røde Kors Hovedstaden.
Fra bolig til hjem
Konkret har IKEA København hjulpet 20 kvinder og 14 børn, og donationen er en del af møbelvirksomhedens samlede bidrag på 1 million kroner fordelt på virksomhedens varehuse i Danmark.
Kvinder med børn får tildelt 10.000 kr., mens enlige får 7.500 kr. til at købe møbler og interiør et valgfrit sted. Derudover får de hjælp fra frivillige arkitekter til at skabe et trygt og funktionelt hjem.