Blandt de første med luksus-burgere: Ikonisk burgerrestaurant lukker
Haché Gourmet Burger var nogle af de absolut første til at skyde den omfangsrige københavnske burgerkrig i gang.
Da de tilbage i november 2010 første gang sendte en bøf-i-bolle over disken på Rømersgade 20, var det med et helt nyt ambitionsniveau for den populære spise.
Her var det nemlig ikke bare lidt stegt kød mellem to halvslaskede boller og lidt ekstra krøllet salat, der blev serveret.
Læs også: Vores bud på toppen: Her er Københavns 12 bedste burgere
Det var derimod burgere lavet med de bedste råvarer, nøje udvalgte kombinationer og en detaljegrad i smag og konsistens, som ikke var set før.
De serverede gourmetburgere.
Manden bag hedder Jakob Schottländer og var en decideret pioner udi det danske burgerlandskab og fortjener en stensikker plads i den danske Burger Hall of Fame.
Men onsdag 30. januar bliver den sidste bøf vendt på Haché.
En epoke er slut efter ca. 500.000 burgere, og vi må på det kraftigste anbefale, at man viser sin sidste respekt ved at lægge vejen forbi inden.
Læs også: Lækkersulten: Her er tre retter i København du SKAL prøve
Så kunne man jo for en absolut sidste gang nyde en af deres helt store klassiske udgaver – Umami Burgeren.
Den kommer med parmesan, trøffel og miso, mild Cheddar, syltede løg, soltørrede tomater, i sesambolle og med husets syltede agurk.
Hvad: Haché lukker
Hvor: Rømersgade 20
Hvornår: Sidste dag onsdag 30. januar