I tre etager: Illums Bolighus har åbnet ny eksklusiv forretning


Du har helt sikkert besøgt Illums Bolighus på Amagertorv, som er en af Københavns mest kendte forretninger.
Men vidste du, at Illums Bolighus for nylig har åbnet en ny butik i tre etager?
For få måneder siden slog en 3800 m2 stor flagship dørene op nord for København, og her kan du shoppe luksusvarer i lange baner.

Den nye, flotte forretning ligger i Lyngby Storcenter, som er et populært sted at handle for såvel københavnere som nordsjællændere, og næste gang du skal købe nyt til hjemmet, børnene eller dig selv, kan du med fordel søge mod det velbesøgte center.
Bugner af kendte brands
Illums Bolighus har forvandlet tre etager til et sandt luksusunivers, og der er indgang både inde fra selve centret samt fra hjørnet af Klampenborgvej og Kanalvej.
I stueetagen finder du et bredt sortiment af detaljer til hjemmet, såsom vaser, coffee table-bøger, keramik og pynt til væggene, og der er med garanti mange brands, du kender.
På hylderne står blandt andet Georg Jensen, Stelton, Iittala, Hay og Royal Copenhagen, og der er således noget for enhver smag – lige meget om man er til det moderne og spraglede eller det tidløse og klassiske design.

Det er også her i stueetagen, du finder lækkert tøj og sko til både ham og hende.
På stativerne hænger nyeste modefund fra danske og udenlandske mærker, så der er rig mulighed for at finde outfittet til sommerens fester eller blot nyt til hverdagsgarderoben.
Sofie Schnoor, Karen by Simonsen, Rains og Bitte Kai Rand er blot nogle af de lækre brands, der er repræsenteret, og du vil finde mange flere, når du kigger forbi.
Kvalitet til store og små
Bevæger du dig videre rundt i det nye Illums Bolighus i Lyngby, kommer du til en afdeling fyldt med luksus til soveværelset.
Her er sengetøj fra blandt andet Lexington, lige som du kan finde badekåber og håndklæder i luksuskvalitet.
Det er på første sal, du skal befinde dig, hvis du er på udkig efter nyt til køkkenet, for her finder du det bedste inden for både service og grej, lige som du kan finde et udvalg af delikatesser, der egner sig perfekt til gaver.

Det er også på denne etage, du kan gå på opdagelse i Illums Bolighus’ imponerende børneunivers, hvor alle de bedste mærker inden for interiør, legetøj og mode er rykket ind.
Har du børn, kender du både Konges Sløjd, Oliver Furniture og Sebra, der her står side om side med Liewood Jellycat og andre børnefavoritter.
Møbelmekka på toppen
Øverste etage i Illums Bolighus’ nye forretning er et sandt møbelmekka for design-entusiaster.
Det er her, du skal gå hen, når du skal finde dine nye havemøbler til terrassen, et smukt spisebord eller de helt rigtige knager til entréen.
Design og godt håndværk er i fokus, hvilket betyder, at nogle af de ypperste producenter af møbler er repræsenteret – heriblandt Carl Hansen & Søn, Louis Poulsen, Montana samt Fritz Hansen.
Præcis som du kender det fra Illums Bolighus på Amagertorv, er her også belysning af højeste kvalitet, så du kan finde lige netop den lampe, dit hjem har brug for.
Det kan eksempelvis være en PH-klassiker eller måske en af de smukke gulvlamper fra Gubi eller Louis Poulsen.
Illums Bolighus har med andre ord alt, hvad et hjerte med sans for design og kvalitet kan begære, og der er masser af inspiration at hente på alle etager.
Forretningen er åben alle ugens dage, og du kan læse mere om den lige her.
Hvad: Illums Bolighus
Hvor: Lyngby Storcenter, 2800 Kgs. Lyngby