MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

James Bond og gratis popcorn: Imperial fejrer 60 år med billetter til 100 kr.

Af Mathilde Mågård Hansen
Arkivfoto
Arkivfoto

I morgen fylder Københavns ikoniske Imperial-biograf 60 år.

Den runde fødselsdag fejrer de med billetter til den nye James Bond-film til 100 kr. og gratis popcorn. En billet til James Bond i Imperial koster normalt mellem 155-165 kr.

Så skynd dig endelig at booke dine billetter lige her.

Københavns ukronede gallabiograf

Imperial er Københavns ukronede gallabiograf, hvor kendte gæster lige fra Dronningen til de største danske skuespillere og Hollywood-stjerner har lagt vejen forbi.

I 1965 overværede Charmian Carr, der spillede Liesl von Trapp, premieren på den elskede musicalfilm “The Sound of Music”, og nogle år efter i 1969 vistes Stanley Kubricks mesterværk “Rumrejsen år 2001” til Bodil-prisuddelingen, hvor Jaques Tati besøgte biografen for at hente en Bodil for filmen “Playtime”.

Gennem tiden har mange andre store Hollywood-navne som Will Smith, Bradley Cooper, Pierce Brosnan og Viggo Mortensen besøgt biografen.

I øjeblikket er det den 25. James Bond-film “No Time to Die”, der spiller for fulde huse i Imperial.

De danske biografer er nemlig vendt stærkt tilbage efter Covid 19-nedlukningerne, og de seneste tre måneder er der blevet solgt rekordmange billetter til både danske og internationale film.

Stadig en af de eneste

Den 3. november er det 60 år siden, at offentligheden kunne opleve Københavns nye storbiograf for første gang ved en fuldstændig udsolgt åbningsforestilling.

Selv efter så mange år er Imperial stadig en af de få en-sals biografer, som har overlevet tiden og særligt 1970erne, hvor de fleste biografer blev bygget som multibiografer med flere sale.

“I 60 år har Imperial været et samlingspunkt for hovedstadens filmelskere. Det er hér, man går hen, når biografturen skal være noget ud over det sædvanlige.

Det fantastiske ved Imperial er, at biografen på én gang har bevaret sin klassiske sjæl, samtidig med at biografoplevelsen er ultra-moderne og blandt verdens bedste,” siger Louise Møller, biografchef i Nordisk Film Biografer Imperial.

Nordisk Film overtog Imperial i 1983, og biografen er ombygget og moderniseret betydeligt gennem årene, så interiør og farvesammensætning er væsentligt ændret siden åbningen i 1961.

Den klassiske og tidløse 60-stil har gennemgået naturlige forandringer, men grundelementerne i foyeren med den brede marmortrappe, broen og den vifteformede sal er næsten urørt siden åbningen i 1961.

Teknikken er løbende blevet opgraderet, og Imperial blev i 2004 bl.a. den første digitale biograf i Danmark.

Biografsalen er Nordens største med 996 sæder.