Inspireret af Strøget: Vil gøre Nørrebrogade helt bilfri og ændre bylivet

En af Københavns travle færdselsårer skal måske være helt bilfri.
I hvert fald hvis det står til Marcus Vesterager (S), der er medlem af teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune.
Ifølge TV 2 Lorry har politikeren iværksat en undersøgelse, der skal kigge på mulighederne for at gøre den travle strækning på Nørrebro fri for biler.
“Jeg har lavet en aftale med forvaltningen om at undersøge, hvad det kommer til at betyde, og hvilket byrum vi så vil kunne få. Forvaltningen har allerede systemer til det, og derfor kræver det ikke finansiering,” siger han til TV 2 Lorry.
Vil blokere gader
Nørrebrogade strækker sig fra Dronning Louises Bro til Nørrebro Station, og forslaget går konkret ud på, at strækningen mellem Nørrebros Runddel og Dronning Louises Bro skal gøres bilfri.
Der skal således kun være plads til kollektiv trafik, fodgængere og cyklister på strækningen, og en række gader, der støder op mod Nørrebrogade, skal blokeres.
Ifølge Marcus Vesterager kan ændringen være med til at give bedre handelsliv på gaden, og ideen er inspireret af Strøget.
Det vides endnu ikke, hvornår resultatet af undersøgelsen forventes at være klar.