Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Billige is og fredag aften på hjul: 8 sjove ting du kan lave i weekenden

Af Mathilde Mågård Hansen
Foto PR
Foto PR

Til og med lørdag lover vejrudsigten fantastisk vejr i København, så det skal selvfølgelig udnyttes.

Spis is, kør en laaang tur på rulleskøjter eller tag ungerne med til teatersjov for børn.

Vi tipper til alle weekendens fedeste events.

Foto: Friday Night Skate

Friday Night Skate

Friday Night Skate er et koncept, der har eksisteret i København i flere år, og det går ganske enkelt ud på, at en stor gruppe mennesker mødes for at løbe på rulleskøjter sammen.

Når årets første udgave af Friday Night Skate finder sted fredag 21. april, går starten klokken 19.30 fra Next House Copenhagen, der ligger på Bernstorffsgade 27.

Herfra begiver den store rulleskøjte-karavane sig i samlet flok ud på en 20 km lang rute i de københavnske gader, inden den atter vender retur til startstedet.

Normalt deltager mellem 500 og 1500 personer i Friday Night Skate, og der køres på kørebanen, hvilket kræver, at der holdes godt styr på tropperne.

Det er gratis at løbe med, og børn og voksne er velkomne.

Hvad: Friday Night Skate
Hvor: Start ved Next House Copenhagen
Hvornår: Fredag 21. april 2023 kl. 19.30 til ca. 21.30

Ismageriet klar med stærkt åbningstilbud i Kødbyen. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

2 for 1 hos Ismageriet

På adressen Flæsketorvet 55 slog Ismageriet dørene op 1. april, og efter en periode med soft opening er de nu klar til for alvor at fejre åbningen af det nye is-mekka.

Det gør de med et stærkt is-tilbud særligt til MigogKbh’s læsere.

Lørdag 22. april i tidsrummet kl. 12 til 15 får du som MigogKbh-læser to is for ens pris.

Du skal blot sige MigogKbh, når du bestiller ved isdisken, og så får du to is, men skal kun betale for den ene.

Der er altså virkelig god grund til at tage en eller flere isglade venner eller familiemedlemmer med til Kødbyen denne dag, for der er penge at spare på noget af byens allerbedste is.

Tilbuddet gælder på kugleis og softice i Ismageriet i Kødbyen, og du vælger selv, hvilken slags is og hvor mange kugler du vil have, og om der skal topping som eksempelvis guf på.

I skrivende stund lover DMI masser af sol over Vesterbro på lørdag, så det bliver perfekt is-vejr!

Hvad: Køb 2 is og betal for 1
Hvor: Ismageriet i Kødbyen, Flæsketorvet 55, København V
Hvornår: Lørdag 22. april 2023 kl. 12-15

Shaka Loveless på Plænen i Tivoli. Foto: Michelle Berg

Fredagsrock med Shaka Loveless og Joey Moe

Der bliver i den grad fyret op for fredagsfesten, når to af Danmarks festligste musikere indtager Plænen.

Det er Joey Moe og Shaka Loveless, der står for at levere ugens Fredagsrock i Tivoli, og dobbeltkoncerten kommer til at byde på en sand hitparade.

Glæd dig til at danse til “Tomgang” og “Smukkest På En Søndag”.

Koncerten begynder klokken 22

Hvad: Fredagsrock med Shaka Loveless og Joey Moe
Hvor: Plænen i Tivoli
Hvornår: Fredag 21. april kl. 22

Foto: LoppeLindas Markeder

Loppemarked på Enghave Plads

For Københavns mange loppejægere er der snart noget at se frem til igen.

Fra søndag den 23. april rykker LoppeLindas Markeder nemlig atter ind på Vesterbro med kæmpe loppemarkeder.

Helt præcist på Enghave Plads lige ved Metroen, og her kan du uden tvivl gøre masser af gode fund.

Til loppemarkederne på Enghave Plads over hele sommeren kan du shoppe alt fra tøj, sko og tasker til hjemmelavet kunst og design.

Gældende for alle er at der kun er private boder, og der skal nok være masser at vælge imellem.

Markedet er åbent fra kl. 10-15, og der er gratis adgang alle dage.

Hvad: Loppemarked
Hvor: Enghave Plads, Vesterbro
Hvornår: Fra søndag den 23. april 2023

Besøg Skibene på Holmen i sommerferien. Foto: PR

Besøg en ubåd

Hvornår har du sidst været ombord på en fregat eller besøgt en ubåd?

Begge dele kan faktisk lade sig gøre ved Holmen i København.

Det flydende museum Skibene På Holmen holder åbent fra forår til efterår, og om lidt kan man atter gå ombord.

Årets åbningsdato er 22. april, og fra denne dag kan familier og andre nysgerrige sjæle, som gerne vil udforske den maritime verden, besøge skibene, der byder på spændende oplevelser for folk i alle aldre.

Når man besøger Skibene På Holmen, får man adgang til fire forskellige oplevelser: Ubåden Sælen, Fregatten Peder Skram, Torpedomissilbåden Sehested og Mastekranen.

Hvad: Skibene på Holmen
Hvor: Elefanten 2, København K
Hvornår: Åbner 22. april 2023. Se åbningstider her

PR-foto, Copenhagen Sakura Festival

Sakura Festival

Fan af de smukke, lyserøde kirsebærtræer?

Så skal du med til Sakura Festival på Langelinie.

Copenhagen Sakura Festival har to scener samt et udvalg af boder, og der er aktiviteter for både børn og voksne.

Du kan blandt andet opleve en ægte, japansk teceremoni og købe japansk mad, og så kan du se et kimono-show, når Kimono Klub Danmark viser traditionelle dragter.

Er du til kampsport, kan du glæde dig til at se opvisninger i blandt andet karate, aikido og kendo, hvor der i ægte samurai-stil kæmpes med sværd.

Der vil desuden være musik, origami, dans og meget mere. Du kan se hele programmet her.

Der er gratis adgang til Copenhagen Sakura Festival.

Hvad: Copenhagen Sakura Festival
Hvor: Langelinie Park, København K
Hvornår: 22. og 23. april 2023 kl. 11-16

Foto: Camilla Winther, Det Kongelige Teater

Gratis teatersjov for børn

Børn, der er vilde med teater, udklædning og trylleri, kan snart få en sjov oplevelse på Ofelia Plads.

Det Kongelige Teaters rullende børneunivers, som hedder “Frede Stærs Postyrium på hjul”, er nemlig igen klar til at byde på sjov og spas.

Fra april til oktober rejser teaterlegepladsen rundt i landet, og turnéen begynder her i København.

Seks dage i april kan du tage ungerne med til Ofelia Plads og besøge “Frede Stærs Postyrium på hjul” – nemlig 17. til 22. april.

Her kan nysgerrige børn opleve alt det forunderlige og skægge, som teatret kan, og vikle sig ind i skøre fortællinger, når fantasien får frie tøjler.

Det Kongelige Teater sørger for, at der er masser af sager at lege og lave teater med, og det vil være muligt at have det sjovt med såvel skøre rekvisitter som vilde kostumer og flotte instrumenter.

Og der er selvfølgelig også en scene, hvor børnene kan opføre teaterstykker.

Hvad: Frede Stærs Postyrium på hjul
Hvor: Ofelia Plads, København K
Hvornår: 17. til 22. april 2023

Foto: Bellahøj Kræmmermarked, PR

Bellahøj Kræmmermarked

Der skal handles, hygges, danses og skåles i Nordvest om få dage, for en af bydelens helt store begivenheder vender tilbage.

Det enorme Bellahøj Kræmmermarked indtager atter området mellem Borups Allé, Hulgaardsvej, Hvidkildevej og Bellahøjvej, og det kommer ikke til at gå stille for sig.

Mere end 300 kræmmere fra både ind- og udland står klar til at sælge alverdens ting og sager tre dage i træk på den 52.250 m² store markedsplads, og der må gerne pruttes om priserne.

Der er blandt andet tivoli og masser af madboder, og så kigger flere stjerner forbi for at underholde børn og voksne.

For de små er der shows med Gurli Gris og workshops med Cirkus Belladonna, og for de voksne er der fest, når dansktop-legenderne Kandis samt Fede Finn & Funny Boyz giver koncerter.

Der er også irsk live-musik og meget mere.

Entréprisen er 35 kroner. Børn under fire år kommer gratis ind.

Hvad: Bellahøj Kræmmermarked
Hvor: Hvidkildevej 66, København NV
Hvornår: 21.-23. april 2023

Del artikel

Andre læser også