Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Spis i dag

Iskaffe og berygtede romkugler: Hemmelig Frederiksberg-café er dit nye stamsted

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Arkivfoto. Foto: Rasmus Kramer Schou
Arkivfoto. Foto: Rasmus Kramer Schou

En kaffebar godt gemt på Frederiksberg serverer måske Københavns bedste romkugler.

Kaffe-pushere har vi masser af i København. Der er de store internationale kæder, hvor man tager sin latte to-go og skynder sig videre, og der er lokale spots, som er så hyggelige, at man har lyst til at blive hængende hele dagen.

På en stikvej til Godthåbsvej på Frederiksberg ligger en af de sidstnævnte.

Navnet er Godthåb & Kaffe, og man skal kigge godt efter, når man kommer cyklende forbi, for den lille kaffebar ligger godt gemt i en kælder.

Men når man først har fundet vej ned ad trappen og ind i det imødekommende lokale, ved man, at man er havnet det helt rigtige sted.

Her er fyldt med kravlende planter og rare mennesker, og stemningen er som i en cool københavnerlejlighed, hvor ens bedste venner bor.

Godthåb & Kaffe. Foto: Rasmus Kramer Schou

Bag disken finder man indehaveren Hanna Askar, der længe havde drømt om at åbne sin egen café, inden hun endelig fandt det perfekte sted, som hun kunne sætte i stand.

Målet var at skabe et stamsted, hvor de lokale kunne hænge ud og møde hinanden, spille brætspil og sludre over en kop god kaffe.

Den gode stemning og godterne på Godthåb & Kaffes menu har dog gjort, at det ikke udelukkende er de lokale, der besøger stedet.

Berygtede romkugler

Rygtet om cafeens romkugler – eller “rum balls” som Hanna Askar kalder dem – har spredt sig til Københavns øvrige bydele, og romkugle-entusiaster kommer nu fra nær og fjern for at smage de syndige bomber.

Bag den hemmelige opskrift står en lige så hemmelig leverandør, som kun Godthåb & Kaffe kender, og de populære romkugler er så cremede, at de smelter på tungen i stedet for at smuldre.

Man kan vælge mellem en romkugle med kokos eller krymmel, eller man kan imponere cafeens øvrige gæster ved at bestille en af hver.

Udover varm kaffe og “rum balls” byder menukortet på sager som saftige blåbærmuffins, iskaffe, toast, sandwich og lemonade.

Godthåb & Kaffe. Foto: Rasmus Kramer Schou

Perfekt til møder og gruppearbejde

På Godthåb & Kaffe kan man slå sig ned i bløde lænestole eller tage plads ved et bord i køkkenet, og flere af stedets kroge egner sig godt til uformelle forretningsmøder eller gruppearbejde med studiekammeraterne.

På lune dage kan man sætte sig i solen foran cafeen, hvor en række bænke på den rolige stikvej kalder på iskaffe og en sludder med de lokale.

Bliver du fan af den hyggelige kaffebar, kan du gøre, som flere stamgæster og turister allerede har gjort, og erhverve dig en Godthåb & Kaffe-trøje eller -mulepose.

På opfordring fra de besøgende har Godthåb & Kaffe nemlig lavet deres eget merchandise, som kan købes på stedet.

Godthåb & Kaffe er åben onsdag til fredag kl. 10-17.30 samt lørdag og søndag kl. 10-17.

Hvad: Godthåb & Kaffe
Hvor: Godthåbsvej 12 B, Frederiksberg
Hvornår: Onsdag-fredag kl. 10-17.30 og lørdag-søndag kl. 10-17
Hvordan: Se mere på Facebook

Del artikel

Andre læser også