Iskold nyhed: Legendarisk skøjtebane vender tilbage til Kongens Nytorv
Nu kan Københavnerne igen komme på glatis i hjertet af København.
Efter 16 års pause vender den runde skøjtebane nemlig tilbage til Krinsen på Kongens Nytorv.
Det er Copenhagen Christmas / KBH – Commerce & Culture (KCC), der et halvt år før juleaften giver københavnerne den 1.300 kvadratmeter store gave.
“Det har været en mangeårig drøm at genskabe den store succes, som skøjtebanen rundt om Krinsen på Kongens Nytorv var år tilbage.
Nu glæder vi os over at skulle genskabe den vidunderlige gave til københavnerne og byens gæster igen,” udtaler direktør Michael Gatten.
På Københavns Rådhus har politikerne givet et treårigt tilsagn til skøjtebanen, der vil være åben for alle mod betaling i stil med det, man allerede kender fra skøjtebanen ved Broens Gadekøkken.
”Med skøjtebanen på Kongens Nytorv tager vi første skridt i udviklingen af at gøre julen mere lokal i København.
Det gælder både skøjtebanen, lokalt forankrede initiativer og julemarkeder. For mange af julemarkederne – også på Kongens Nytorv – har de senere år været alt for generiske, fyldt med billige, masseproducerede plastikvarer og overpriced fudge.
Vi skal have julemarkeder med københavnerånd, bæredygtighed og kvalitet,” siger Kultur- og Fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV).