Ismageriet åbner kæmpe butik: Har genial overraskelse
Mens håndværkerne stadig sad på knæ og lagde de allersidste fliser, begyndte de første kunder torsdag at trille ind ad døren.
Uden den store fanfare har Ismageriet nemlig slået dørene op til sin sjette butik – og den hidtil største – på Blegdamsvej på Østerbro.
Men det er ikke størrelsen alene, der får den nye flotte butik til at skille sig ud.
Læs også: Ny fest på vandet går amok: Vind billetter til cruise med fri bar og latinstemning Bagerst i butikken har Ismageriet lavet en detalje, som især de yngste gæster kommer til at elske: Et stort panoramavindue direkte ind til isproduktionen.
Bag glasset står konditorerne dagen lang og fremstiller den friske is, mens børnene lige foran vinduet kan lege, at de selv er ismagere i et særligt legeområde med legeis.
Det er næsten som at stå med næsen presset mod ruden til en slikfabrik.
Tocifret millioninvestering
Bag Ismageriet står stifter og direktør Kim Tøvlesø Simonsen, som åbnede den første butik på Amager tilbage i 2005. Siden er isimperiet vokset til seks butikker, men den nye på Østerbro er den største satsning til dato.

“Jeg er altid nervøs, når vi åbner en ny butik, og vi har brugt et tocifret millionbeløb på at omdanne det gamle supermarked, der lå her før, til et flot rum med masser af luft og plads,” siger Kim Tøvlesø Simonsen til MigogKbh.
Han fortæller, at jagten på en adresse på Østerbro har stået på længe.
“Jeg har længe haft kig på Østerbro, og der mangler et sted som vores, hvor man kan vælge mellem alle vores smage. Vi er glade for at kunne åbne, og jeg er selvfølgelig spændt på at se, hvordan naboerne og brugerne af Fælledparken tager imod vores initiativ,” siger han.

Her kan du se isen blive lavet
Selvom Ismageriet i dag er blevet en stor kæde, er ambitionen den samme som for 20 år siden: Isen skal stadig laves i den enkelte butik.
Derfor har man gjort produktionen til en oplevelse i sig selv.
Gennem det store vindue kan kunderne følge med i, hvordan tre konditorer arbejder med at fremstille dagens is, og netop det har været vigtigt for Kim Tøvlesø Simonsen.
“Det er vigtigt for os, at folk kan se, at vi laver al is på stedet og går mega meget op i kvaliteten, fordi vi nu er så store, at mange kan tro, at vi bare laver det hele centralt – men det gør vi ikke. Der knokles i køkkenet alle steder, for at isen lever op til kvaliteten, som alle kender,” siger han.
Lige foran vinduet er der indrettet et legeområde, hvor børn kan stå og “lave” deres egen is, mens de følger de rigtige konditorer på den anden side af glasset.
Det er en lille detalje, men en af dem, man hurtigt lægger mærke til.
Kun her kan du få de nye smage
Den nye butik bliver samtidig den første – og foreløbig eneste – Ismageriet-butik i Danmark, hvor kunderne kan smage de to nye varianter Pistacie og Dubai Chokolade.
Ifølge Kim Tøvlesø Simonsen er Dubai Chokolade allerede blevet virksomhedens største bestseller nogensinde.
Der er tænkt over stort set alt i den nye butik.
Da MigogKbh lagde vejen forbi på åbningsdagen, var håndværkere stadig i gang med de sidste detaljer, blandt andet de specialdesignede gulve.
“Jeg har selv designet mønstret, så det matcher vores farver, og vi har brugt 49.000 sten. Det er vigtigt for os, at hvert sted er dets eget, men også en del af vores familie,” siger Kim Tøvlesø Simonsen.
Detaljerne fortsætter hele vejen gennem butikken.
Dørhåndtagene er formet som store isvafler, og snart åbner også en digital kiosk, hvor kunder kan bestille hjemmefra eller via skærme i butikken og hente isen uden ventetid.
Samtidig er den lange disk bygget, så mange gæster kan blive ekspederet på én gang.
“Det er supervigtigt for den samlede oplevelse, at man får en god service. Derfor er vi hele tiden på udkig efter personale, der kan give kunderne det og minimere ventetiden,” siger Kim Tøvlesø Simonsen.
For Østerbro betyder åbningen, at Fælledparken, Rigshospitalet og de omkringliggende kvarterer nu har fået en ny isdestination – og måske den mest gennemførte Ismageriet-butik til dato.
Fakta
Hvad: Ismageriet har åbnet sin sjette og hidtil største butik.
Hvor: Blegdamsvej på Østerbro.
Særligt: Stort vindue ind til isproduktionen, børneområde med legeis, specialdesignet interiør og kommende selvbetjeningskiosk.
Nye smage: Pistacie og Dubai Chokolade fås lige nu kun i den nye Østerbro-butik.