Iskold nyhed: Ismageriet åbner deres tredje butik i København

Vi kender Ismageriet fra Amager og Søborg, og de charmerende isbutikker med en indretning inspireret fra 50’erne er altid mere end velbesøgt.
Faktisk så meget at du godt kan opleve kø til langt ud på gaden på samtlige solskinsdage.
I flere år har de isglade kunder efterspurgt en mere central lokation i København, og snart går det ønske endelig i opfyldelse.
Mellem restauranter og natklubber
Vil du slippe for en frisk cykeltur, når det igen bliver sæson for is, så kan du fremover nøjes med en tur til Kødbyen på Vesterbro.
I slut marts/start april åbner Ismageriet nemlig deres tredje isbar i København.
Den kommer til at ligge på Flæsketorvet lige ved siden af Gorilla, hvilket heldigvis betyder masser af sol i sommermånederne.
Konceptet i den nye isbutik bliver det samme som i de to andre med god is, kaffe og islagkager.
Læs mere om Ismageriet her.
Hvad: Ismageriet udvider
Hvor: I Kødbyen ved siden af Gorilla
Hvornår: Åbner til foråret 2023