Efter flytning til nye lokaler: Italiensk restaurant lukker permanent

I flere år har du kunnet besøge den italienske restaurant, Undici, på Wilders Plads 11 på Christianshavn, når du har været på jagt efter pasta og god vin.
Og så endda med flot udsigt til kanalen.
I vinter sluttede det kapitel dog, da bygningen skulle rives ned, og Undici måtte flytte ud.
Det blev heldigvis en kort flytning, da den italienske restaurant kunne flytte ind på adressen Wilders Plads 9 lige om hjørnet.
Lukker endeligt
Nu får også det seneste kapitel en hurtig slutning, da Undicis lejekontrakt ikke er blevet forlænget. Det skriver de på Facebook:
“Ciao! Så skal vi til det endnu engang… Undici må desværre lukke ned.
Denne gang rykker vi ikke bare til nabobygningen. Denne gang er det desværre for real.

Vores lejekontrakt er desværre ikke blevet forlænget, så vi må lukke.
Vi håber på at kunne vende hjem til Wilders Plads igen på et tidspunkt. Men om det kan lade sig gøre er lige nu uklart.
Så når september er omme er Undici også,” skriver de.
Folkene bag Undici stod også bag restauranten Il Corvino på Ravnsborggade, der lukkede for et år siden.
Er du allerede blevet helt trist ved tanken om alt den italienske mad, du misser, så kan du i stedet finde inspiration til dit næste restaurantbesøg i MigogKbhs store spiseguide.
Vi tipper også lige her til alle de bedste italienske restauranter i København.