Sushi og samuraier: Japansk festival fejrer blomstrende kirsebærtræer på Langelinie

Skrevet af: Camilla Lützhøft Stahlschmidt
PR-foto, Copenhagen Sakura Festival
PR-foto, Copenhagen Sakura Festival

Hvis du har logget på Instagram inden for de seneste uger, er du helt sikkert stødt på de lyserøde og hvide kirsebærtræer, som lige nu blomstrer rundt omkring i København.

De fotogene træer er røget helt til tops på københavnernes forårshitlister de seneste år, og faktisk er kirsebæralléen på Bispebjerg Kirkegård blevet så populær, at Københavns Kommune har været nødsaget til at sørge for særlige kirsebærguider samt ekstra bænke, toiletter og affaldskurve til de mange besøgende.

Fest under blomsterne

Ved Langelinie står også stribevis af kirsebærtræer og stråler i forårssolen til stor glæde for såvel lokale på slentretur som turister, der kommer for at besøge Den Lille Havfrue.

I weekenden den 27.-28 april danner træerne rammen om en sand blomsterfest.

For 12. gang afholdes Copenhagen Sakura Festival, som bl.a. den japanske ambassade og en række private, japanske organisationer står bag. Festivalen hylder japansk kultur og byder på en bred vifte af oplevelser.

Læs også: Så er det nu: Kbhs lyserøde Instagram-sensation er begyndt at blomstre

Teceremoni og kampsport

Copenhagen Sakura Festival har to scener samt et udvalg af boder, og der er aktiviteter for både børn og voksne.

Du kan bl.a. opleve en ægte, japansk teceremoni og købe japansk mad, og så kan du se et kimono-show, når Kimono Klub Danmark viser traditionelle dragter.

Er du til kampsport, kan du glæde dig til at se opvisninger i bl.a. karate, aikido og kendo, hvor der i ægte samurai-stil kæmpes med sværd.

Der vil desuden være musik, origami, dans og meget mere. Du kan se hele programmet her.

Der er gratis adgang til Copenhagen Sakura Festival.

Hvad: Copenhagen Sakura Festival
Hvor: Langelinie Park, København K
Hvornår: 27. og 28. april 2019 kl. 11-16
Hvor meget: Gratis adgang

Læs også: Vores bud på de 10 i toppen: Her får du Københavns bedste sushi