Stor guide: Her er alle de bedste julemarkeder i København og omegn
Vi elsker jul i København.
Helst med duften af gløgg, æbleskiver og gran samt julemusik, der spreder sig over hele byen.
Allerede i begyndelsen af november åbnede de første julemarkeder og inviterede til hyggelig julestemning med boder, julepynt, kunsthåndværk, godter og meget mere – præcis som vi kender den.
Selvom vi er et godt stykke inde i december findes der stadig masser af fine julemarkeder, som du kan lægge vejen forbi.
OBS! Artiklen opdateres løbende frem mod jul.

Jul i Dragør
Vidste du, at Dragør lagde kulisser til julekalenderen “Tidsrejsen”?
Julemarkedet, som viser sig i forskellige tidsaldre, er også værd at opleve i virkeligheden.
Dragør gør en dyd ud af kulturen, og her elsker man at samle byen og de lokale samt besøgende til diverse arrangementer.
Derfor er der selvfølgelig igen julemarked med boder og julestemning.
Julemarkeden har åbent kl. 12-17 alle weekender fra den 22. november til den 21. december.
Find mere info her.
Hvor: Badstuevælden 5, 2791 Dragør
Hvornår: Kl. 12-17 alle weekender fra den 22. november til den 21. december.

Jul på ØsterGro
På Østerbro kan du komme til et særligt julemarked – det befinder sig nemlig på en tagfarm og i en gård.
Her støttes op om lokale tiltag med økologiske delikatesser, friske grøntsager, frø, drikkevarer, smukke dimser, bøger og meget mere.
Så kom og gå på opdagelse i boderne i gården og ta’ vindeltrappen eller elevatoren op til tagtoppen, hvor du kan hilse på deres søde høns og kaniner, og nyde de grønne omgivelser til smagen af en portion lækker vegetarisk mad, en sød juletreat og hjemmelavet æbletoddy fra Gro Spiseri.
Der vil også være pandekager over bål til de yngste.
Markedet holder åbent den 13. og 14. december mellem kl. 11 og 16.
Se mere på Facebook her.
Hvor: GRO, Æbeløgade 4, 2100 København Ø
Hvornår: Den 13.-14. december fra kl. 11-16 begge dage

Jul på Kronborg
Et af Danmarks hyggeligste julemarkeder er at finde på Kronborg Slot.
I hele tre weekender åbner det store, gamle slot endnu en gang de tunge røde slotsporte og inviterer indenfor til et magisk julemarked med mere end 100 boder og stande.
De er fyldt til randen med alt, hvad et julehjerte kan begære.
Her dufter af gran, æbleskiver og brændte mandler, alt imens den kolde decemberluft sitrer med stemningen af den gode, gamle jul, som vi kender og elsker den.
Alle børn og barnlige sjæle kan danse om juletræet med julemanden, fordybe sig i hyggelige historiefortællinger, klippe-klistre i juleværkstedet og møde slottets beboere, der fortæller om julen i de go’e gamle dage.
Læs mere om Jul på Kronborg her.
Hvor: Kronborg Slot, 3000 Helsingør
Hvornår: 29. og 30. november, 6. og 7. december samt 13. og 14. december

Jul i Tivoli
Kom og mærk magien, når Tivoli bliver omdannet til et vaskeægte juleparadis.
Julen er et magisk eventyr i Tivoli.
Tusindvis af funklende lys giver varme i det kolde vintermørke, juletræer glitrer i smukkke farver, og Tivoli-Garden fylder haven med dejlige toner.
Læs også: De bedste julegodter i København: Her er 9 søde sager du ikke må misse Der holdes åbent for julesæsonen helt indtil 4. januar – og faktisk allerede fra 14. november.
Læs mere om Jul i Tivoli på deres hjemmeside her.
Hvor: Tivoli, 1630 København V
Hvornår: Åbent fra 14. november til 4. januar inden for Tivolis åbningstider

Julemarked på Kongens Nytorv
Sidste år åbnede der en kæmpe skøjtebane midt på Kongens Nytorv med tilhørende julemarked.
Det sker igen i år, og det bliver allerede fra d. 14. november, hvor torvet fyldes med lys, musik, skøjter og Silent Disco på isen – et twist, der kan få publikum til at glide gennem natten i takt til deres egen lyd.
Gastronomien løftes også i år, da et vintermarked med nogle af hovedstadens bedste gastroaktører bliver centralt i oplevelsen.
Du kan finde både klassiske julefavoritter og kreative vinterversioner af street food.
Hvor: Kongens Nytorv
Hvornår: Fra 14. november 2025 til 4. januar 2026

Aarstidernes julemarked på BaneGaarden
Kom med til Aarstiderne økologiske julemarked på BaneGaarden i Sydhavn.
Her kan du finde unikke, kreative julegaveidéer samt økologiske råvarer til julesæsonen.
Baren og madboderne har åbent til kl. 18, men kom gerne tidligt, nyd stemningen og få noget varmt at spise og drikke på BaneGaarden.
Der er gratis entré, og markedet er åbent fra kl. 11-16.
Se mere på deres hjemmeside her.
Hvor: BaneGaarden, Otto Busses Vej 179, 2450 København SV
Hvornår: Den 13.-14. december fra kl. 11-16 begge dage

Nytorv Julemarked
Ved Strøget finder du Nytorv Julemarked, som tidligere har ligget på Kongens Nytorv.
Her kan du besøge en masse festligt pyntede hytter med tusindvis af julelys og klassiske julesager.
Markedet har en fin julekaret og selveste julemanden kan også findes på torvet.
Derudover kan du glæde dig til at prøve kræfter med deres nye skøjtebane, som er gratis at benytte.
Der er åbent alle ugens dage fra 7. november til 21. december, og der er som sædvanlig gratis entré.
Se mere på deres hjemmeside her.
Hvor: Nytorv, 1450 København K
Hvornår: Åbent alle ugens dage fra 7. november til 21. december

H.C. Andersen Julemarked
Det kommer til at emme af jul nede omkring Gammeltorv og Nytorv.
Der er nemlig hele to julemarkeder i år.
Julemarkedet, der normalt ligger på Nytorv, er rykket over på Gammeltorv, men julestemningen kommer de ikke til at gå ned på.
Åbningsdatoen er d. 14. november og de holder åbent helt indtil d. 20. december.
Se mere på deres hjemmeside her.
Hvor: Gammeltorv
Hvornår: Fra 14. november til 20. december 2025

Julemarked på Store Godthaab
Hvert år afholdes Julemarked på Store Godthåb på Frederiksberg.
Her sælges juletræer, pyntegrønt, dekorationer, adventskranse, julepynt og håndværk, og så kan du spise æbleskiver samt drikke gløgg og varm kakao i weekenderne.
Læs også: Julemagi på toppen: Gløgg, kakao og grillede skumfiduser under åben himmel Mere info om programmet følger.
Hvor: Godthåbsvej 79, 2000 Frederiksberg
Hvornår: Fra 28. november

Magasin Christmas Market
Træd ind i en fortryllende verden af julestemning på Kgs. Nytorv, når de sammen med Københavns Bageri og Diamond Slice er værter ved årets magiske julemarked.
Hver dag fra kl. 12–19 kan du besøge deres Christmas Market, hvor du kan tage en pause fra juleshoppingen og lade dig forkæle med varme, duftende drikke af højeste kvalitet samt et udvalg af søde lækkerier.
Hvor: Kongens Nytorv 13, 1095 København K
Hvornår: Hver dag fra kl. 12–19

Julemarked i Nyhavn
Allerede til Halloween tænder Nyhavn for deres smukke julelys, og langs kanalen opstilles traditionelle juleboder.
Boderne holder åbent søndag-torsdag fra kl. 11-19 samt fredag-lørdag fra kl. 10-20.
På udvalgte dage besøger nisserne Nyhavns Julemarked med sang og dans og uddeling af slik.
Alle restauranterne i Nyhavn har selvfølgelig åbent som de plejer, og byder velkommen både ude på terrasserne med varmelamper og tæpper og indenfor med julehygge og duften af julemad og gløgg.
Der er allerede planlagt flere juleaktiviteter i Nyhavn som bl.a. det populære luciaoptog i flot pyntede kajakker.
Luciaoptoget til søs sejler lørdag d. 13. december, og de regner med at være i Nyhavn omkring kl. 17.15, hvor der synges en sang eller to.
Se mere på deres Facebook-side her.
Hvor: Nyhavn
Hvornår: Fra fredag d. 31. oktober. Julemarkedet holder åbent til og med 28. december

Julemarked på Højbro Plads
Julemarkedet på Højbro Plads er et af Københavns største julemarkeder, og det vender selvfølgelig tilbage igen i år.
Her er pyntede juletræer, mere end 300.000 funklende julelys, rensdyr og julemandens kane.
Du finder også flere boder, hvor der kan smages på europæiske specialiteter.
Fra torsdag til søndag kan I endda møde julemanden og få taget et billede sammen med ham – ganske gratis.
Markedet har åbent mandag-onsdag kl. 11-19, torsdag kl. 11-20, fredag-lørdag kl. 11-21 samt søndag kl. 12-19.
Læs mere på deres hjemmeside her.
Hvor: Højbro Plads, 1200 København K
Hvornår: Fra 4. november til og med 21. december

Julemarked på Aldershvile Planteskole
Igen i år bliver der afholdt et populært julemarked i planteriget på Aldershvile Planteskole lige ud til Bagsværd Sø.
Du vil træde ind i et univers af alt fra keramik, smykker, garn, tekstil, papirklip, illustrationer, vin, delikatesser og meget mere.
Med julemarkedet ønsker Aldershvile Planteskole at støtte op om det unikke håndværk, de dygtige kunsthåndværkere og det lokale handelsliv.
Entré koster 35 kr. for voksne. Børn op til 12 år er gratis.
Læs mere om programmet her.
Hvor: Aldershvile Planteskole, Bagsværdvej 194, 2880 Bagsværd
Hvornår: 15.-16. november fra kl. 10-17 begge dage

Julebasar i Den Svenske Kirke
Traditionen fortsætter efter 112 år med julebasar i den svenske kirke, Svenska Gustafskyrkan.
Her kan man nyde den hyggeligste atmosfære og ose rundt i de fyldte boder.
Du finder både fint brevpapir, adventskalendere, lysestager, tekstiler og andet inventar til hjemmet.
I gården frister duften af gløgg og lune frikadeller i boderne, og du kan købe svenske specialiteter som grillet laks og skinke i Madbutikken.
Læs mere om Julebasaren i Den Svenske Kirke her.
Hvor: Den Svenske Kirke, Folke Bernadottes Alle 4, 2100 København Ø
Hvornår: Fredag d. 21. november kl. 15-18, lørdag d. 22. november kl. 11-17 og søndag d. 23. november kl. 11-16

Bryggens julemarked
På Bryggen kan du også tage til julemarked.
Her kan du gå på opdagelse blandt lokalt kunsthåndværk, julepynt, julegodter, lækre vine, syltesager og hjemmestrik til store og små.
Bag boderne finder du lokale butikker og foreninger fra Islands Brygge samt lokale beboere med hænderne godt skruet på.
Julemarkedet finder sted hos Kulturhuset Islands Brygge søndag den 23. november kl. 10-15.
Entréen er gratis.
Du kan læse mere på Facebook.
Hvor: Kulturhuset Islands Brygge, Islands Brygge 18, 2300 København S
Hvornår: Søndag den 23. november kl. 10-15

Kultorvets Julemarked
Forrige år fik Kultorvet sit eget julemarked, og i år gentages succesen.
Hvis du elsker at finde danske, små og lokale madproducenter og holde det nært og kvalitetsbevidst, er dette markedet for dig.
Det er især producenter fra Nordsjælland, der vil stå på Kultorvets julemarked, som det også var i gamle dage med Kultorvets oprindelige funktion, nemlig at få lokale råvarer fra marken til folket i byen.
Julemarkedets egen bod har åbent alle dage med hjemmelavet flæskestegssandwich, risal mande, gløgg og varm kakao, mens de lokale markedsboder rykker ind fredag-søndag.
Åbningstiderne er fredag-lørdag fra kl 11-21 og søndag-torsdag fra kl. 11-19.
Læs meget mere på deres hjemmeside her.
Hvor: Kultorvet, 1175 København K
Hvornår: Fra 13. november til 21. december

Julemarked hos The Lab
Søndag den 7. december inviterer The Lab endnu en gang til et stemningsfuldt julemarked i de karakteristiske, smukke rammer på ydre Østerbro.
Her vil du kunne gå på opdagelse blandt over 40 spændende stadeholdere med alt fra lækre delikatesser og unikt kunsthåndværk til smykker, mode og interiør.
Der vil være rig mulighed for både at finde gode julegaveidéer, lidt til dig selv og nyde masser af julestemning.
The Lab Kitchen sørger for det kulinariske med en menu fuld af varme drikke og julespecialiteter.
Glæd dig til den ikoniske flæskestegssandwich, sprøde churros, æble-toddy og gløgg.
Til de yngste er der som altid kreativt juletræsværksted fra kl. 11.00-16.00, hvor børnene kan lave deres egne små juletræer med masser af festlig pynt.
Kom og oplev julestemningen stemning hos The Lab – vi glæder os til at se jer!
Hvor: Vermundsgade 40A + B, 1. sal, 2100 København Ø
Hvornår: Søndag d. 7. december 2025 fra kl. 10-17

Julemarked i Sundbys Væksthus
Sidste år var en succes, og i år er det hyggeligste julemarked igen klar på Amager.
Der kan opleves musik, hestevognskørsel, en ballonmand til de små og kreative værksteder.
Der er julepynt og julegaver i lange baner, og bliver du lækkersulten, er der både sandwich, pølser, æbleskiver, risengrød og andre julegodter.
Det hele foregår lørdag den 30. november kl. 11-16 i Sundbys Væksthus.
Læs mere på deres hjemmeside her.
Hvor: Sundby Væksthus, Løvstikkevej 69, Fussingsvej 15 og Radisevej 2, 2300 København S
Hvornår: Lørdag d. 29. november 2025

Jul i Porten
I år kan du også tage til julemarked i Egon Olsens eget fængsel.
Lørdag d. 6. december og søndag d. 7. december fra kl. 11-16 slår Porten Vridsløse den ikoniske grønne port op til en fængslende weekend i julens tegn.
Se mere på deres hjemmeside her.
Hvor: Porten Vridsløse, Fængselsvej 39, 2620 Albertslund
Hvornår: 6.-7. december kl. 11-16

Jul på Værftets Madmarked
I Helsingør er den store hal pyntet op til et julebal uden lige.
Det sker i weekenderne 29.-30 november og 6.-7. december.
Markedet er åbent fra kl. 11-17 både lørdag og søndag.
Julemanden kommer helt sikkert forbi, en masse fint håndværk kan kigges på og købes med hjem, og du kan selvfølgelig også finde et udvalg af delikatesser og julelækkerier.
Gå desuden på opdagelse i delikatesser, håndlavet brugskunst, smykker, blomster dekorationer, julepynt og meget mere.
Læs mere her.
Hvor: Værftets Madmarked, Ny Kronborgvej 2, 3000 Helsingør
Hvornår: 29.-30 november og 6.-7. december kl. 11-17

Afrikansk julemarked
Hvis du er på jagt efter en spændende julegave til din familie, så er det bare med at smutte forbi det Afrikanske Julemarked i Multisalen, Nørrebrohallen.
Her har foreningen Afrika Forum, der også står bag den årlige Afrika Festival- Couleur Cafe- i København, samlet spændende butikker, som alle sammen har varer lavet med kærlig hånd i Afrika.
Læs også: Støtter Mødrehjælpen: Kalender med 24 låger har gaver fra Københavns butikker og caféer Mulighederne er uendelige og der er et stort udvalg af lækkert Afrikansk design.
Hvis du trænger til noget at spise eller drikke undervejs, har du også mulighed for at smage Afrikansk mad og forfriskninger på julemarkedet.
Der er gratis entré, og det hele finder sted søndag den 7. december fra kl. 11-17 i Nørrebrohallen.
Hvor: Multisalen, Nørrebrohallen, 2200 København N
Hvornår: Søndag den 7. december kl. 11-17

FindersKeepers Christmas Market
Art Maze forvandler sig til et juleeventyr af design, når FindersKeepers afholder sit årlige julemarked.
Her er unikke sager fra de hippeste upcoming designere lige nu, og en masse kreative iværksættere står klar i boderne, hvor du både kan shoppe løs af møbler, interiør, kunst, smykker og planter.
Markedet har åbent i weekenden den 15.-16. november fra kl. 11-17.
I døren koster entréen 70 kr. pr. dag, men hvis du køber Earlybird-billet, skal du kun af med 35 kroner.
Læs mere og køb billet her.
Hvor: Art Maze, Bryggervangen 7, 2100 København Ø
Hvornår: 15.-16. november

Gammelgaards Julegavemarked
Den sidste weekend i november forvandles Gammelgaard i Herlev traditionen tro til årets hyggeligste slaraffenland for juleshopping med fri entré og et væld af julens bedste gaver inden for design, kunst og håndværk.
Alle udstillere er håndplukket på baggrund af indsendte ansøgninger, og der er lagt vægt på kvalitet, originalitet og variation, så der er noget for alle.
Gårdspladsen fyldes samtidig med bålfade, salg af juletræer og markedsboder, der byder på lækre delikatesser.
Gastrotrucken leverer Confit de Canard, mens Gammelgaards egen café rykker med ud og frister med kaffe, gløgg og julegodter.
Og i den store julestue i Hovedhuset kan børnene klippe den fineste julepynt.
Læs mere på Facebook her.
Hvor: Gammelgaard, Gl. Klausdalsbrovej 436, 2730 Herlev
Hvornår: Lørdag den 29. november og søndag den 30. november

Nord Julemarked
Magasinet NORD er tilbage med julemarked ved Skovriderkroen.
Hele 142 udstillere står under den glimtende himmel af julelys klar til at sælge alt det, dit julehjerte begærer.
Julestemningen er i top, da kæmpe julekugler, halmballer, nisser og bjælkehytter, omslutter det eventyrlige marked.
Stemningen bakkes op med luciaoptog, ballonklovne og besøg af julemanden.
Der er noget for alle, og sulten får du stillet med hele tre Food Corners med siddepladser og varmelamper.
Markedet er åbent 5. til 7. december og fredag kl. 14-16 er der gratis adgang.
Ellers koster en voksenbillet 100 kr., mens pensionister kan komme med for 60 kr., og børn fra 0-12 år kommer gratis ind.
Du kan læse meget mere her og se deres store program af aktiviteter.
Hvor: Strandvejen 235, 2920 Charlottenlund
Hvornår: 5. 6. 7. december

Julemarked i Københavnstrup
Dette julemarked byder på juletræer, genbrugsting og unikt julepynt.
I det lille Københavnstrup, hvor Gentofte og København mødes, oplever du en landlig stemning.
Mens de voksne er på udkig efter det ideelle juletræ, hvad end de er til Nordmannsgran eller Rødgran, kan børnene deltage i den gratis nisseskattejagt.
Der kan selvfølgelig også drikkes gløgg.
Markedet holder åbent kl. 10-18 alle fredage, lørdage og søndage i december til og med 23. december.
Læs mere her.
Hvor: Lundebakken 1, 2400 København NV
Hvornår: Fra 5. december alle fredage, lørdage og søndage fra kl. 10-18

RAW julemarked
Du kan købe både skæve, kreative og velsmagende julegaver til venner og familie, når kunsthåndværkermarkedet Raw holder julemarked i Nørrebrohallen.
På markedet kan du gå på opdagelse i en masse boder, hvor kunsthåndværkere og madmagere står klar med både kunst, kunsthåndværk og delikatesser.
Læs også: Stor guide: Skønne jule-getaways på Fyn og øerne Markedet indtager Nørrebrohallen lørdag den 29. november og er åbent fra kl. 11 til 17.
Læs mere på Facebook.
Hvor: Multisalen i Nørrebrohallen, Den Røde Plads, 2200 København N
Hvornår: Lørdag den 29. november kl. 11-17

Jul på Værnedamsvej
Gaden der binder Frederiksberg sammen med Vesterbro og har en perlerække af restauranter og butikker er altid et besøg værd.
Som til deres traditionsrige høstmarked i efteråret, er julemarkedet også et hit, hvor de lokale forretninger rykker ud på fortovet og man kan slentre ned af gaden og lade sig friste.
Både Værnedamsvej og Tullinsgade omdannes til et levende marked, hvor du kan finde alt fra friske råvarer og lækre delikatesser til unikke kunstværker, håndlavede genstande og loppefund.
Julemarkedet kan opleves lørdag den 6. december kl. 10-16, og der er gratis adgang.
Læs mere om markedet her.
Hvor: Værnedamsvej, København V
Hvornår: Lørdag den 6. december kl. 10-16

Julemarked i Raadvad
Der er juleidyl til den helt store guldmedalje, hvis du besøger den gamle knivfabrik i Raadvad om lidt.
I de charmerende, gamle bygninger, som ligger i Lyngby nord for København og er fulde af historie, holder kunstnere, designere og kunsthåndværkere i dag til, og sammen har de skabt en hyggelig juletradition.
De to første weekender i december åbner de dørene til atelierer og værksteder, når der er julemarked.
Her kan man gå fra bygning til bygning og opdage en bred vifte af smukke sager, der egner sig til gaver såvel som selvforkælelse, og flere forskellige typer håndværk er repræsenteret.
Værkstederne i Raadvad ligger i smukke omgivelser lige op ad Dyrehaven, så vi kan anbefale at kombinere besøget i boderne med en gåtur i naturen.
Der er gratis adgang til julemarkedet.
Hvor: Raadvad 40, 2800 Kongens Lyngby
Hvornår: 6. og 7. december samt 13. og 14. december 2025

Flids Julemarked
Flid inviterer til julemarked, hvor det skandinaviske, kreative vækstlag viser kunst, design og kunsthåndværk skabt ud fra bæredygtige principper frem.
På markedet får gæsterne muligheden for at møde designere og kunsthåndværkere i uformelle omgivelser. Her kan man lade sig inspirere af de kreative arbejdsprocesser og se de nyeste tendenser.
Læs også: Guide: Her kan du spise god and til Mortensaften i København Det kunstneriske omdrejningspunkt for Flids julemarked bliver keramik, grafik, tekstildesign, kunst, illustration, design i træ, belysningsdesign, kunsthåndværk samt smykkedesign.
Markedet finder sted i Nørrebrohallen d. 12. til 14. december, og entréen koster 40 kroner.
Læs mere her.
Hvor: Nørrebrohallen, Nørrebrogade 208, 2200 København N
Hvornår: 12., 13. og 14. december

Christiania Julemarked
Julemarkedet, som har været en tilbagevendende begivenhed siden 70’erne, er muligvis det mest eksotiske marked nord for Alperne og samtidig et mødested for en masse gamle venner.
Hvert år fra den første lørdag i december lægger Den Grå Hal på Christiania hus til et af de ældste og hyggeligste julemarkeder i København.
Der er et væld af boder og mennesker, og du kan helt sikkert finde julepynt ud over det sædvanlige.
Julemarkedet varer fra den 6. til 20. december, og har åbnet hver dag mellem kl. 12-20, undtagen den sidste dag, hvor der lukkes klokken 18.
Se mere på Facebook.
Hvor: Den Grå Hal, Refshalevej 2, 1436 København K
Hvornår: Fra d. 8-20. december fra kl. 12-20 alle dage (sidste dag til kl. 18)

Julemarked foran Frederiksberg Rådhus
Er du fan af æbleskiver, gløgg, design og sjove, gratis workshops for både børn og voksne, så kan du godt begynde at glæde dig til 5., 6. og 7. december.
Her kan du nemlig opleve det helt særlige og nye julemarked på Frederiksberg, der kun har åbent den ene weekend.
Visionen er at skabe et stemningsfuldt julemarked med små stader beklædt med gran og drevet af lokale producenter, designere, kunstnere og kunsthåndværkere.
Se mere om det nye julemarked på deres hjemmeside her.
Hvad: Frederiksberg Julemarked
Hvor: Foran Frederiksberg Rådhus
Hvornår: Den 5.-7. december 2025

Julemarked på Kofoeds skole
Når Kofoeds Skole den 3. december slår dørene op til årets julemarked, er det ikke bare julestemning, der fylder lokalerne i Holmbladsgade og Nyrnberggade.
I boder og butikker bugner det af håndlavede produkter, kunst og design, skabt i skolens sociale værksteder, hvor kreativitet og livsmod går hånd i hånd.
Her finder du unikke julegaver med historie:
Upcyclede smykker, håndlavede møbler af genbrugstræ, redesignet børnetøj og andre bæredygtige fund – skabt med omtanke for både mennesker og miljø.
Julen er hjerternes fest og på Kofoeds Skoles julemarked kan du gøre en positiv forskel med dine juleindkøb.
Overskuddet går til Kofoeds Skoles sociale arbejde, hvor dine køb på julemarkedet er med til at gøre juletiden lidt varmere for dem, som deltager i Kofoeds Skoles socialpædagogiske aktiviteter.
Alle er velkomne, og der er gratis adgang.
Hvor: Kofoeds Skole, Nyrnberggade 10, 2300 København S
Hvornår: 3. december fra kl. 13-18

Julemarked på Grønttorvet
I Valby skruer de også op for julehyggen, når de inviterer til indendørs julemarked på Grønttorvet.
Bag boderne finder du lokale, kreative beboere, der sælger alt fra hjemmelavet krea, smykker, dekorationer, kunst, keramik og meget mere.
Der er mulighed for at gøre et godt julekup blandt de mange boder, der er fyldt med gode julesager.
Markedet finder sted lørdag d. 22. november fra kl. 11 til 16.
Læs mere på Facebook her.
Hvor: Grønttorvet, Paradisæblevej 23, 2500 København
Hvornår: Lørdag d. 22. november fra kl. 11-16

Sjællandske Fåreavleres julemarked
I år holder Sjællandske Fåreavlere traditionen tro Julemarked i Remisen og fylder den smukke gamle bygning med et unikt fokus på autentisk, dansk håndværk.
De samler over 25 danske kunsthåndværkere, designere og selvfølgelig fåreavlere.
Det er det perfekte sted at finde julegaver med sjæl, som man ikke finder andre steder – lige fra uld, garn og skind fra danske får til håndlavet keramik, sølvsmykker, pileflet, trædrejning og meget mere.
Gratis entré.
Hvor: Blegdamsvej 132, 2100 København Ø (lige ved Trianglen Metro)
Hvornår: Lørdag d. 29. og søndag d. 30. november. Begge dage kl. 10-17

Haveselskabets Julemarked
I Haveselskabets Have kan du besøge et julemarked, hvor fristelser venter dig på hvert hjørne.
Boderne bugner med unikt kunsthåndværk, julesager, havevarer, bøger og endda lokal honning.
Der er noget for enhver, og i caféen dufter det af vin chaud, kaffe og kage.
Markedet har åbent fra 11-17.
Læs om det her.
Hvor: Haveselskabet, Frederiksberg Runddel, 2000 Frederiksberg
Hvornår: Den 22.-23. november

Italiensk julemarked i Supermarco
Er du også vild med frisk pasta, vilde oste og salami i mange varianter?
Så skal du tage forbi det italienske kvalitetssupermarked Supermarco, der afholder julemarked i sydeuropæisk stil.
Fredag og lørdag i weekenden d. 14.-15. november pynter supermarkedet op og sørger for smagsvarianter af italienske juledelikatesser.
Der vil være oste, pølser, skinker, chokolade, vin, likør, pasta og meget andet i de små stande, og som altid masser af god stemning, gæstfrihed og italiensk hjertevarme.
Se mere på Facebook her.
Hvor: Supermarco, 2450 København SV
Hvornår: Fredag den 14. november kl. 10-19 og lørdag den 15. november kl. 10-17