Kåret til verdens bedste: Falafel-favorit rykker ind på Frederiksberg

På Østerbro ligger en falafelbar, som er et hit hos mange københavnere – og det med god grund.
De sprøde, dybstegte grøntsagsfrikadeller fra Nordisk Falafel blev nemlig for få år siden kåret til intet mindre end verdens bedste, da der blev afholdt VM i falafel i Malmø.
Det må siges at være lidt af en præstation.
Manden bag Nordisk Falafel er Yusef Houji, som har et særdeles nørdet forhold til såvel råvarer som falafelproduktion, og han er nu klar til at åbne endnu et falafel-hotspot i København.
Deler falafel ud på åbningsdagen
Denne gang er det Frederiksberg, der bliver beriget med et godt spisested og gode vegetarretter.
Nordisk Falafel rykker ind på adressen Godthåbsvej 26 og slår døren op mandag 3. januar kl. 16.30, hvor der vil blive langet 500 gratis retter over disken.
Hos Nordisk Falafel kan du blandt andet få pita med falafel, falafel-bowls, falafel-retter og halloumi-fritter.
Den nye falafelbar vil være åben mandag til torsdag kl. 11-21, fredag kl. 15-21 samt lørdag og søndag kl. 12-21
Se menuen på nordiskfalafel.dk.
Hvad: Nordisk Falafel
Hvor: Godthåbsvej 26, Frederiksberg
Hvornår: Åbner 3. januar 2022