Aftenrutine i Musikcaféen: Yngel, mod og Anders Hjernø

Fredag d. 23. oktober inviterer Aftenrutine til et arrangement med tre koncerter i Musikcaféen. Arrangementet er en covid-forsinket fejring af forårets udgivelser fra de optrædende bands:
mod
Det dansksprogede rockband MOD udgav i foråret debut- EP’en til evigheden og forbi. Sangene handler om at stå alene og kigge på en verden, som man ikke føler sig forbundet til. Om en vingeskudt kærlighed og om at være fremmed overfor sig selv.
Yngel
Yngel er en duo der spiller på elektriske guitarer. De bruger simple værktøjer såsom sten og metalobjekter til at udforske guitarens klangmuligheder. Skrøbelighed og nærvær mødes i traditionens kompleksitet og udforskningens fremadskuende kreativitet.
Anders Hjernø, band
Et harmonikasammenstød mellem Talking Heads og Povl Dissing! I sine sange gnider Anders Hjernø det hverdags-agtige imod det poetiske, så det slår gnister på en original og ofte ganske humoristisk måde. Samme originalitet og sans for underspillet humor følger med, når sangene vækkes til live af Anders’ store trio.
HVAD? Aftenrutine præsenterer: Yngel, mod og Anders Hjernø, band
HVORNÅR? 23. oktober kl. 20.00
HVOR? Musikcaféen, Magstræde 14
Aftenrutine er et pladseselskab, cirka. Den røde tråd i Aftenrutines virke er en uforbeholden begejstring for det danske sprog og dets muligheder. Aftenrutine gik i gang i 2012, og står bag udgivelser fra bl.a. Tidlige Armbånd, Musik Til Mor, Yngel, Anders Hjernø og Nikolaj Paakjær.