Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Alison Knowles: Retrospektiv 1960-2022

I dag
Kl. 11:00 - søn Kl. 17:00
elebration Red, 1962/2016,Courtesy of Carnegie Museum of Art. Fotograf Bryan Conley
elebration Red, 1962/2016,Courtesy of Carnegie Museum of Art. Fotograf Bryan Conley

Den nyligt afdøde kunstner Alison Knowles’ værker kan opleves i Nikolaj Kunsthal til foråret – selvsamme sted, hvor hun i begyndelsen af 1960’erne var med til at grundlægge fluxus-bevægelsen. En række af hendes performances og happenings genopføres

Den nyligt afdøde amerikanske kunstner Alison Knowles’ værker kan opleves i Nikolaj Kunsthal – selvsamme sted hvor hun i begyndelsen af 1960’erne var med til at grundlægge fluxus-bevægelsen. Den retrospektive udstilling er generøs i sin formidling af hendes mangeårige virke i perioden 1960–2022, og i anledning af udstillingen genopføres en række af hendes performances og happenings. 

Siden 1960’erne har Alison Knowles været en central skikkelse i den internationale avantgarde. Hendes praksis forener fluxus-bevægelsens legende eksperimenter med et sanseligt og hverdagsnært blik på kunsten; en praksis der udfordrer kunstens grænser. Alison Knowles: Retrospektiv 1960-2022 trækker tråde mellem Nikolaj Kunsthals rolle som centrum for eksperimenterende kunst og kunsthallens aktuelle engagement i samtidskunst. 

Alison Knowles’ sidste rejse 
Alison Knowles: Retrospektiv 1960-2022 – kurateret af kunsthistorikeren Karen Moss, tidligere professor i Critical Studies ved University of Southern California – har tidligere været udstillet på Museum Wiesbaden i Tyskland og senest på Musée d’art moderne et contemporain Saint-Étienne i Frankrig. Udstillingen præsenteres nu for første gang i Danmark. Knowles’ kunstneriske virke har vakt international opmærksomhed. Som The New York Times har beskrevet det, er hun “a radical who embraced the use of chance and intermedia”. Dette kommer til udtryk gennem hendes værker, der spænder fra små håndholdte objekter til høje gå-ind-installationer, der minder om gigantiske bøger. Med Knowles’ nylige bortgang bliver udstillingen et aftryk af hendes livsværk. Efter opsætningen i København rejser udstillingen videre til New York.  

Fluxus for begyndere og kendere 
Udstillingen inviterer både erfarne kunstkendere og nysgerrige besøgende indenfor i fluxus-universet. For ikke-fluxus kendere fungerer udstillingen som en introduktion til en af det 20. århundredes mest legende og udfordrende bevægelser. Gennem film, lyd, dokumentation og genopførelser formidles fluxus’ idé om, at kunst kan udspringe af alt: en lyd, en gestus, en tanke og at værkets betydning ofte skabes i mødet mellem kunstner og publikum. 

Kender man allerede fluxus, tilbyder udstillingen en mulighed for at dykke dybere ned i bevægelsen gennem Knowles’ readymades, performative installationer og videodokumentationer, der belyser hendes særlige position indenfor avantgarden og dadaismen. Her kan man udforske, hvordan hendes praksis viderefører traditionen for at opløse grænserne mellem kunst, performance og udstillingsrum, og hvordan hendes værker forbinder humor, poesi og hverdagens materialitet med en radikal kunstnerisk frihed. 

Bliv en del af værkerne 
I kunstnerens ånd vil en række af Knowles’ tidligere performances blive genopført i Nikolaj Kunsthal. Her inviteres alle gæster til at deltage i udvalgte happenings. I sine happenings eksperimenterede Knowles ofte med mad som medie, blandt andet i Make a Salad (1962), hvor en kæmpesalat skabes i fællesskab. I forbindelse med kunstfestivalen Art Matter 2026 bliver det muligt at deltage i denne medskabende begivenhed, der i øvrigt kunne opleves i Nikolaj Kunsthal tilbage i 1962.  

Denne happening er et eksempel på, hvordan fluxus-bevægelsens grundtanke udfolder sig: At kunst ikke blot skal betragtes, men leves og deles. Publikum får her en central rolle som medskabere af værkerne i et legende, åbent og uforudsigeligt rum. Udstillingen bliver således ikke kun en retrospektiv præsentation, men også en levende genopførelse af Knowles’ eksperimenterende og inkluderende kunstneriske praksis. 

Alison Knowles: Retrospektiv 1960-2022 kan opleves i Nikolaj Kunsthal fra 25. april til 26. juli 2026. Der er åbningsfest fredag d. 24. april kl. 16:00-20:00. I forbindelse med åbningen er det bl.a. muligt at opleve en opførelse af korværket Piece for Any Number of Vocalists (1962) samt deltage i den performative begivenhed Celebration Red (1962), hvor gæsterne opfordres til at medbringe et rødt objekt, der skal indgå i værket. Til åbningsprogrammet er der desuden dj og gratis øl fra Depanneur – til de første og de hurtige! Alle er velkomne. 

 

Finder sted: Nikolaj Kunsthal

Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.