DÅRLIGDOMMERNE KOMMER TIL BREMEN
Podcasten Dårligdommerne er tilbage i det frie podcastfeed! Nok engang er der mulighed for både gamle og nye fans at opleve danske film få verbale hug, når plot og skuespillerpræstationer ikke giver mening.
“Vi har været så glade for at kunne være på Podimo; de er grunden til, at vi overhovedet blev genoplivet i første omgang. Men vi har også savnet at kunne nå ud til alle vores oprindelige lyttere. Alle dem, der var med fra starten. Det vil vi gerne igen. Vi har savnet dem, og vi glæder os meget.”, fortæller Dommerne.
Jacob Ege Hinchely, Troels Møller og Christopher Leo ’Sideburns’ Andersen mødte hinanden på TV-programmet Troldspejlet, hvor de til en julefrokost fik idéen at lave en dansk pendant til den amerikanske podcast How Did This Get Made?
Med dén præmis har podcasten Dårligdommerne i de seneste ni år dissekeret film gennem brutalt ærlige og ekstremt humoristiske betragtninger – alt fra de danske Rich Kids, Anja & Viktor og Walter & Carlo i Amerika til de amerikanske Bird Box og Jurassic World.
Selvom podcastens koncept er ”vi ser de dårlige film, så I ikke behøver”, oplever trioen oftest, at lytterne også ser filmene med en ekstrem opmærksomhed og engagement. Det har skabt et helt særligt fællesskab med fans i alt fra 12-årige børn til kvinder på 65, som samles omkring Jacob, Troels og Christophers venskab og interne jargon – og selvom de ikke kender værterne privat, er der tidspunkter, hvor lytterne nærmest ved mere om dem end deres egne familier og venner gør.
Det mærkes også tydeligt til podcastens liveshows, som siden 2016 har fyldt store sale i byerne Aarhus, Odense, Næstved og København. I år kan man opleve Dårligdommerne live i både København og Aarhus – se datoer nedenfor.
Dårligdommerne begyndte tilbage i 2014 og udviklede sig hurtigt til at blive én af Danmarks største uafhængige podcast. Herhjemme var podcastmarkedet i sit begyndende stadie og de tre drenge var blandt de første, som fik stor succes med en samtalepodcast – både igennem deres høje lyttertal, mange udsolgt liveshows og besøg af gæster som Jakob Stegelmann, Nikolaj Stokholm, Mark Le Fevre, Dan Andersen, Ane Høgsberg, Natasha Brock og Pede B.
I 2019 besluttede Jacob, Troels og Christopher at stoppe podcasten grundet manglende økonomisk indkomst og et større behov for at fokusere på fuldtidsjob og familieliv. Podcastlandets mest populære indieband gik i opløsning – og selvom bruddet var fuldkommen dramafrit internt, gik deres faste lyttere og fans amok på de sociale medier og konspirationsteorierne fik frit løb. Dertil blev historien dækket af både DR og BT, som markerede Dårligdommernes store aftryk som podcast.
Kort efter udmeldingen fik de et tilbud fra den nyopstartede podcast-platform Podimo. Her blev de rekrutteret af Thomas Skov, som i dag sidder som Head of Entertainment hos Podimo.
”Dårligdommernes betydning for podcast i Danmark kan ikke overvurderes. De har gennem mange år været trofast underholdning i tusindvis af danskeres ører. Derfor var det også en no brainer at invitere dem til at udkomme på Podimo, da de lagde showet i graven tilbage i 2019. Det har været en fornøjelse at følge Dårligdommernes videre rejse på Podimo, og både vi og lytterne har haft stor glæde af podcasten. Nu vil drengene udkomme på endnu flere platforme, og det har vi naturligvis respekt for og vi vinker på gensyn til hinanden i fred og fordragelighed – og heldigvis kan podcasten stadig lyttes på Podimo. Så på rulleteksten skal der ikke stå andet end ”Tusind tak for timevis af god underholdning. Jeg glæder mig til endnu mere”, fortæller Thomas Skov.
Nu er Dårligdommerne tilbage i det frie podcastfeed og kan opleves live næste gang i oktober.