DANSKE ØLENTUSIASTERS ØLFESTIVAL
Danmarks største ølfestival er endnu engang tilbage, og hvad enten du først lige har fået øjnene op for hvor alsidig en drik øl er, eller du vil udvide din horisont med helt nye eller særlige smagsvarianter, så er der noget for dig.
Ølfestival 2023 byder indenfor til en verden af smagsoplevelser i Lokomotivværkstedet i København. Udstillerne præsenterer til sammen op mod 1000 forskellige øl. Udstillerne er både spændende nyheder og gamle kendinge, og vi tør godt love, at der er noget for enhver ølsmag. Mød bryggerne, oplev det gode håndværk og mærk den fantastiske stemning, når de unikke omgivelser i det gamle lokomotivværksted på Otto Busses Vej fyldes med tusindvis af ølglade gæster.
Ølfestival 2023 er den 28. Ølfestival afholdt af Danske Ølentusiaster. Selvom det giver en god rutine, så betyder det bestemt ikke, at festivallen ikke udvikler sig. Hvert år forsøger vi at lave en endnu bedre Ølfestival end året før, og 2023 er ingen undtagelse.
Danske Ølentusiasters sekretariatsleder og mangeårig ølentusiast og festivalhaj, Rie Sørensen, har for andet år i træk rollen som festivalkoordinator, og sammen med den øvrige festivalledelse har hun høje ambitioner for årets Ølfestival. At Danske Ølentusiaster kan fejre 25 års jubilæum i år, skal naturligvis også markeres.
Det bliver et brag af en Ølfestival, og vi glæder os til at se jer!