Den Danske Strygekvartet
Siden debuten i 2002 har Den Danske Strygekvartet etableret sig som et af verdens førende klassiske musikensembler. Kvartetten er kendetegnet ved teknisk perfektion, spilleglæde og en innovativ tilgang til programlægning og musikpræsentation. De har vundet førstepriser i en lang række nationale og internationale konkurrencer og i 2018 var de nomineret til en Grammy for indspilningen PRISM I.
Den Danske Strygekvartet giver cirka 100 koncerter årligt på de væsentligste internationale koncertscener. Derudover arrangerer de deres egen årlige kammermusikfestival DSQ Festival og kuraterer koncertserien Series of Four. De er desuden Ensemble in Residence på DKDM, hvor de bidrager til at forme fremtidens musikere.