eee gee & Who Killed Bambi
Under kunstnernavnet eee gee har Emma Grankvist over det seneste år vist, at hun fortjener en plads i dansk musik. Det med blandt andet en sjetteplads til sangen ”Killing it” på Soundvenues liste over 2021’s bedste danske sange og sit anmelderroste debutalbum ”Winning” fra februar 2022. eee gee’s musik bevæger sig et sted mellem den nordiske popmelankoli og den varme Americana, der omfavner støvede folk-elementer og Country.
Til koncerten akkompagneres eee gee af Who Killed Bambi, der består af seks klassiske strygere. Drevet af en musikalsk nysgerrighed, og af en trang til at eksperimentere og søge grænser, har strygerensemblet tryllebundet publikum siden deres debut i 2009. Ensemblet har medbragt deres elegance, integritet og legesyge til et væld af samarbejder med musikere fra vidt forskellige musikalske universer, bl.a. med musikere som Steffen Brandt, Rod Stewart og Father John Misty.