Exoplaneter i nyt lys
Exoplaneter i nyt lys
Det gigantiske rumteleskop James Webb Space Telescope (JWST), giver os mulighed for at kigge dybere ud i rummet og end nogensinde før.
Det er en forskers største drøm at få observationstid på JWST, og den drøm udlever den talentfulde exoplanet-forsker, Alexander Rathcke, til fulde.
Han har som en af de første fået mulighed for at kigge mod solsystemet TRAPPIST-1, med det gigantiske teleskop.
TRAPPIST-1 ligger kun 40 lysår fra Jorden og har 7 planeter på størrelse med Jorden. Det er særligt den tredje planet i TRAPPIST-1 systemet, planet c, som Alexander er interesseret i at analysere.
Planet c ligger nemlig på kanten af den beboelige zone omkring sin stjerne – en stjerne, der er meget mindre end vores egen Sol.
Alexander håber, at observationer af planet c kan give svar på, om netop denne slags planeter kan have en atmosfære, ligesom den vi kender fra planeter som Venus eller måske endda Jorden – en atmosfære, som er essentiel for at liv, som vi kender det, kan opstå.
Vi er derfor enormt spændte på denne aften, hvor vi måske også kan komme lidt nærmere på om der er liv i rummet.
Alexander vil med sine unikke data og forskning, specialudvikle indhold til den enorme Planetariekuppel i samarbejde med Planetariums astrofysiker Cecilie Sand Nørholm.
Sammen vil Alexander og Cecilie denne aften tage dig med til fjerne solsystemer, måske lande på den tredje planet i TRAPPIST-1 systemet og indvie dig i, hvordan der i lyset fra atmosfærer på fremmede planeter, gemmer sig gåden til Jorden og solsystemets oprindelse.
I efteråret 2023 observerede JWST netop TRAPPIST-1 systemet – en observation, der var på initiativ fra Alexander. I foråret 2024 står han på scenen i Planetariekuplen, hvor disse data vil blive inkorporeret i et forskningsbaseret planetarieshow, der tager dig med til TRAPPIST-1 og dybt ind i den nyeste viden om exoplaneter. Det bliver helt enestående!
Vi glæder os til at byde Alexander og dig velkommen til en aften i den fantastiske Planetariekuppel.