Frida Kahlos farverige univers
Lige nu er der god grund til at tage turen over Øresundsbroen.
I hver fald hvis du elsker kunst og kultur – eller bare er helt vild med farver.
Den anmelderroste udstilling “Viva Frida Kahlo – Immersive Experience” er nemlig landet i Malmø.
Den mexicanske kunstners farverige univers har allerede besøgt Zürich, Berlin og Wien – og med over en halv million besøgende må udstillingen siges at have været en stor publikumssucces.
En 360-graders totaloplevelse
Udstillingen er en unik mulighed for at opleve den ikoniske mexicanske kunstners værker og livshistorie som aldrig før.
Gennem en sanselig 360-graders totaloplevelse bliver du omfavnet af Frida Kahlos farverige verden, hvor billeder, lyd, lys og fortælling smelter sammen i en sanselig eksplosion.
Rejsen begynder i hendes barndomshjem i Coyoacán i Mexico, Casa Azul, hvor den unge Frida Kahlo, sengeliggende efter en alvorlig ulykke, begynder at male.
“Jeg er ikke syg, jeg er knust. Men så længe jeg kan male, er jeg glad for at være i live.” – Frida Kahlo.
Oplevelsen er på én gang både smukt, rørende og tankevækkende – også for dem, der måske ikke kender Frida Kahlo i forvejen.
Udstillingen finder sted på Amiralen i Malmø, og du kan frit bevæge dig rundt i det store rum, sidde på en taburet eller smide dig i en sækkepude på gulvet og lade dig flyde med ind i fortællingen.
Der er desuden café på stedet, så man kan nyde en pause midt i de mange indtryk – perfekt til en lille udflugt fra København.
Forvandlede lidelse til kunst
Frida Kahlo er særligt kendt for sine farverige selvportrætter hvis ansigtsudtryk skildrer hendes barske liv.
Hun kæmpede med helbreddet gennem hele sit liv – særligt da hun som blot 18-årig kom ud for en alvorlig trafikulykke.
Også kærligheden bragte smerte med sig.
Hun indledte et turbulent forhold med kunstner Diego Rivera, som hun var gift med af to omgange.
Udstillingen er velegnet for alle aldre, men vær opmærksom på stærke fortællinger og følelsesladede indslag fra Frida Kahlos dramatiske liv.