HVA’ SÅ NU? – Edison Teater

“Ungdommen skal forholde sig til nogle meget større problemer end dem, vi stod overfor i min hippie-ungdom. Verden var mere enkel, da jeg var ung. Så hvis I gider at høre på en gammel boomer, så vil jeg bare sige én ting til ungdommen. Tak fordi I prøver at reparere alt vores lort!”
Jeppe, 73 år – medvirkende i forestillingen
C:NTACT har skabt forestillingen HVA’ SÅ NU?, der, på tværs af generationer, belyser de forskellige overgange livet byder én.
På scenen møder vi en gruppe ældre, som deler deres oplevelser, tanker og følelser om overgangen fra arbejdsliv til seniorliv. Derudover møder vi en gruppe unge, som fortæller om deres oplevelser med særlige overgange i ungdomslivet såsom uddannelse, drømme om og valg for fremtiden.
Fortællingerne sætter fokus på de livserfaringer og ressourcer seniorer har opnået gennem livet og kaster lys på de udfordringer og succeser, man står overfor som ung. Ved at bringe de ældre og unge sammen på scenen skabes relationer på tværs af generationer.
Kom ind og oplev, hvad der sker, når generationer mødes og spejler sig i hinanden og i publikum!
Dørene åbner 30 minutter før.