Hvor blev kunstens kvinder af? – Ny Carlsberg Glyptotek

På Glyptoteket præsenteres billedhugger Anne Marie Carl-Nielsens fænomenale værker i den største soloudstilling siden 1946. Her træder kunstneren med autoritet og værdighed ind på Danmarks største skulpturmuseum. Men hvorfor skulle hun henligge i glemsel indtil nu?
Det virker som om, at indflydelsesrige kvinder knap er blevet kolde i graven, før de er skrevet ud af historiebøgerne. Meget aktivt skrevet ud, viser det sig. Netop dét taler udstillingens kurator Emilie Boe Bierlich og historiker Gry Jexen om i en samtale modereret af tv- og radiovært Signe Amtoft.
GRY JEXEN har med bogen, podcasten og Instagramprofilen ’Kvinde kend din historie’ gjort et gedigent stykke arbejde for at give kvinder en plads i historien ved at fortælle om deres storslåede bedrifter. Samtalen tager udgangspunkt i Anne Marie Carl-Nielsen, men eksemplerne er nedslående talrige, og Gry Jexen bringer flere af dem i spil i samtalen.
EMILIE BOE BIERLICH er postdoc. og kurator, ph.d. med speciale i kvindelige kunstnere i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. I sin forskning arbejder hun på at gøre teoretiske perspektiver praktisk anvendelige således, at vi kan nytænke periodens kunstnere i stedet for at viderebearbejde eksisterende fortællinger, der er præget af myter og fortrængning. Social og institutionel modgang i samtidens maskulint dominerende miljøer må gentænkes, da det er senere tronfølgemytologier, der dominerer historiebøgerne og det er vores interventioner i disse mytologier, der er interessante.
SIGNE AMTOFT er tv- og radiovært, og hun står bag podcasten ’24 kvindelige komponister’.