Hvordan laver vi kunst i en klimakrise?
Forskningens Døgn: Hvordan laver vi film, kunst og bøger i en verden, hvor klimaet forandrer sig radikalt?
I et århundrede har vi været vant til, at mennesket spillede hovedrollen i vores egne fortællinger. Vi handlede, mens naturen var stabil. Det er slut nu.
Derfor er klimakrisen også en krise for vores forestillingsevne – den passer dårligt til vores kulturelle traditioner. Den er for stor, for altomfattende, for diffus
Som en del af Forskningens Døgn stiller vi spørgsmålene: Hvad gør vi så ved det? Hvordan løser vi forestillingskrisen? Kan kunst og kultur bidrage til at løse klimakrisen? Det diskuterer rektor på Filmskolen Tine Fischer og dokumentarfilms-instruktør Phie Ambo.
Tine Fischer
Hun har før understreget kunsten, filosofiens og de humanistiske videnskabers rolle i forhold til den forandring af vores verden, vi står overfor i lyset af klimakrisen. Hun har som tidligere direktør af CPH:DOX været med til at sætte fokus på klimakrisen og videnskab.
Phie Ambo
Hun har beskæftiget sig med både forskning og klima i sine dokumentarfilm. Hendes film ’70/30′ om klimaforhandlingerne i dansk politik havde premiere i 2021. Derudover er hun engageret i initiativer der fokuserer på bæredygtighed.
Samtalen er modereret af journalist på Weekendavisen Christian Bennike.