Introduktion til Shane Brox’ aktuelle udstilling – for børn og deres voksne
Børn og deres voksne har i efterårsferien mulighed for at gå på ledsaget opdagelse i Shane Brox’ udstilling ”Beauty in the Beast”, der hylder den frisættende kreativitet og det indre, uspolerede barn i os alle
Børn (6-12 år) og deres voksne har i efterårsferien mulighed for at gå på ledsaget opdagelse i Shane Brox’ udstilling ”Beauty in the Beast”, der hylder den frisættende kreativitet og det indre, uspolerede barn i os alle. Shane Brox’ udstilling i Nikolaj Kunsthal udfolder et legende og undersøgende univers befolket med farvestrålende skum- og tekstilfigurer. De mangefarvede skulpturer trækker på en lang række referencer og inspirationer – fra surrealistiske organismer til folkloristisk kunst, fra psykedeliske væsener til plantelignende feticher.
Med udstillingen vil Shane Brox gerne inspirere os til at være tro mod os selv og turde vise, hvem vi er. For Shane Brox handler det om at øve sig i at vedstå og fejre det, der findes indeni – når vi har modet til at slippe det ud. Introduktionen til Shane Brox’ udstilling ”Beauty in the Beast” lægger vægt på, at børn og voksne sammen ser, sanser og taler om kunstværkerne og udstillingens tematikker. Hertil kommer et par tegneøvelser undervejs og afslutningsvis en fælles meditation i udstillingen, der har en unik lydside skabt af sound healer og komponist Andreas Hüttel.
Det hele tager i alt en times tid.
Omvisningerne for børn og deres voksne varetages af Rie Linnea Lindgren-Olsen, som også er underviser i forbindelse med de skoleundervisningsforløb, der aktuelt udbydes i Nikolaj Kunsthal.