JAN GINTBERG PÅ BREMEN
DØD ELLER LEENDE
Danmarks speedsnakkende comedy enspænder er tilbage med sit nye show “Død eller Leende” på Bremen Teater i november 2021! Manden, der improviserer hurtigere end sin egen skygge, er klar til at få danskerne til at se livet i øjnene og vælge mellem latteren eller et trist liv i sort/hvid.
Fra sit arbejdsværksted på et nedlagt kloster for udskammede udtaler Jan G. via brevdue:
“Det sidste år har været med livet som indsats for at finde nyt materiale, der ikke udløste en borgerkrig, eller fik ens sære onkel til at tømme skabet for sølvpapir. Men det har givet mig tid til at overtænke og kampstege livets comedy croutoner for at finde ind til det særeste, sjoveste og mest essentielle i denne vilde, vanvittige periode i historien!”
Det bliver et stærk satirisk og personligt show med pludselige afstikkere til alt fra fynske lerfrugtfade, Glyngøre håndsprit, pik, polio og privilegie blindhed- og selvfølgelig det evigt aktuelle, men nu ekstra drama interessante forhold mellem dem med og uden.
“Som min kloge moster altid siger: ‘Kvinder er fra Venus og mænd er fra centerpubben… Det er klart, vi bliver nødt til at kunne grine af det hele for at holde hinanden ud!’”, slutter Gintberg iklædt tidens tern og tophue.