Jødisk Kulturfestival markerer 400-års jubilæet
Jødisk Kulturfestival 2022 byder indenfor til den hidtil største festival, der markerer 400-års jubilæet for jødernes ankomst til Danmark. Festivalen løber af stablen den 1.-12. juni, og med mere end 90 arrangementer i og omkring København, har festivalen aldrig været mere varieret og omfangsrig.
Årets festival sætter fokus på mangfoldigheden i den jødiske kulturverden – og ønsker at udfordre fordomme, skabe dialog og styrke sameksistensen mellem det jødiske samfund, København og hele Danmark. En hyldest til det særlige bånd og den stærke relation.
Som en del af festivalens program kan blandt andet nævnes vertikal dans på Rundetaarn af Esther Wrobel og et møde med overrabbiner Jair Melchior i samtale om jødisk liv og udfordringer. Du kan ligeledes høre Sanne Cigale og Flemming Møldrup tale om antisemitisme på de sociale medier, og Anders Jerichow vil gøre dig klogere på den jødiske brik i de arabiske regeringers spil. Musikkens toner vil formidle den dansk jødiske historie, og du kan se frem til at opleve Grammyvindende Frank London og blive tryllebundet af Benjamin Koppels kompositioner med Cæcilie Norbys nærværende vokal. Bevæger du dig over i Cinemateket, kan du opleve Shira Haas stråle igennem i ”Broken Mirrors”, der sætter fokus på teenagers perspektiv på synd, skyld, forsoning og skam i det moderne israelske samfund.
Med andre ord masser af spændende arrangementer så tag venner og veninder under armen.