Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

24. oktober 2021
Kl. 15.00 - 17.00

JØRGEN LETH – PÅ BREMEN

M. THOMAS VINTERBERG, JOHN KØRNER

Jørgen Leth kommer til Bremen Teater i København den 24. oktober i selskab med John Kørner og Thomas Vinterberg til en eftermiddag med Jørgen Leths liv og film som omdrejningspunkt, og det hele hjælpes på vej af vært Victor Boy Lindholm og hele holdet bag albummet ”Han er nu malet blå” (Abdullah S, Jonas Engberg).

Jørgen Leth filmdebuterede med et portræt af jazzpianisten Bud Powell, ‘Stopforbud’ (1963), og blev en central skikkelse i det eksperimenterende dokumentarfilmmiljø i 60’erne. Leths dokumentarfilm er sanselige, personlige og præget af instruktørens sans for timing og rytme. Som filmkritikeren Morten Piil opsummerer i ‘Danske filminstruktører’: “Nysgerrigheden og skønhedssansen er drivkraften i Leths film, og med beundringsværdig sejlivet konsekvens har han dyrket sin overfladefascination”.

Jørgen Leth understreger ofte de mytologiske og episke aspekter ved de emner, han dokumentarisk behandler. Dette er tydeligst i sportsfilmene, f.eks. ‘Stjernerne og vandbærerne’ og ‘En forårsdag i helvede’, begge om cykelløb – henholdsvis etapeløbet Giro d’Italia og forårsklassikeren Paris-Roubaix. Film som ‘Livet i Danmark’ og ’66 scener fra Amerika’ er minutiøst katalogiserende dokumentarfilm om mennesker og steder, mens eksempelvis ‘Klaus Rifbjerg’ og ‘Jeg er levende – Søren Ulrik Thomsen, digter’ er poetiske og originale kunstnerportrætter.

I 2003 lavede Leth sammen med Lars von Trier ‘De fem benspænd’ – et filmprojekt, hvori Leth udfordres til at lave fem genindspilninger af 1967-klassikeren ‘Det perfekte menneske’. 2010’erne bliver ekstremt produktive. På instruktørfronten indledes med premieren af det længe ventede filmværk ‘Det erotiske menneske’. I 2013 følger portrætfilmen om billedkunstner John Kørner, som Leth arbejdede på i fem år, og i 2016 står han bag projektet ‘Lyrikporten’, som er optagelser af 28 danske lyrikere (ham selv inklusive), som læser op fra deres digtsamlinger. Derudover har han foreløbig lavet fire albums med gruppen ‘Vi sidder bare her’ (Jørgen Leth, Mikael Simpson, Frithjof Toksvig), og der er bud efter hans ikoniske stemme til både digtoplæsning og som speaker på andres film samt selvfølgelig som TV 2’s legendariske kommentator på cykelløbet Tour de France.

 

Finder sted: Bremen Teater