MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

3. november 2021
Kl. 15.00 - søn Kl. 21.00

Jubilæumsudstilling: 50 år med Læger uden Grænser 

Den medicinske nødhjælpsorganisation Læger uden Grænser fylder 50 år og inviterer indenfor til en stor jubilæumsudstilling i Politikens Hus.

I år er det 50 år siden, at en gruppe franske læger og journalister grundlagde Læger uden Grænser (MSF). Siden har organisationen ydet akut medicinsk nødhjælp til millioner af ofre for krige, naturkatastrofer, epidemier og fattigdom verden over. Det markeres med en stor jubilæumsudstilling i de gamle trykkerilokaler i Politikens Hus, PRESSEN, i København i begyndelsen af november. 

“I den globale virkelighed anno 2021 er der desværre mindst lige så meget brug for Læger uden Grænsers hjælp og vidnesbyrd, som da vi blev stiftet i 1971. Heldigvis er det ved hjælp af enestående donorer, medarbejdere og frivillige lykkedes at gøre en livsvigtig forskel for millioner, der hvor behovet har været størst. Det er også ambitionen fremover. Det er der grund til at fejre, og det gør vi nu ved at invitere vores donorer og alle andre interesserede indenfor i vores historie og dagligdag i form af udstillingen “Hvert et liv tæller: 50 år med Læger uden Grænser”,” siger direktøren i Danmark, Malin Palmer. 

Vidnesbyrd på felthospitalet

Udstillingen tager i billeder, lyd, video, interviews og installationer publikum helt ind i den medicinske og humanitære nødhjælps “maskinrum”: Hvordan blev Læger uden Grænser dannet? Hvor og hvordan har man gennem de 50 år ydet upartisk og uafhængig nødhjælp? Hvordan kæmper udsendte og lokalt ansattelæger, sygeplejersker, jordemødre, logistikere og andet personale for at redde liv netop nu?  

Publikum kan både træde ind på et rigtigt felthospital med sengeafsnit for kolera- og malariapatienter, høre førstehåndsberetninger fra patienter og medarbejdere og blive klogere på, hvordan Læger uden Grænser eksempelvis forhandler sig til adgang til patienter i et konfliktramt land som Afghanistan. 

Fra græsrod til global humanitær spiller

Læger uden Grænser bestod ved grundlæggelsen i 1971 af 300 frivillige – heriblandt de 13 stiftende læger og journalister. Ønsket var som i dag at yde livreddende og upartisk lægehjælp, hvor behovet er størst, og samtidig bære vidnesbyrd, når man som udsendt oplever lidelser og systematiske overgreb på sårbare mennesker. Håbet var – dengang som nu – at man ved at fortælle om lidelserne og overgrebene kan være med til at forbedre forholdene for mennesker i nød. Sideløbende kæmper organisationen for bedre adgang til livsvigtig medicin og behandling. 

I dag har Læger uden Grænser 65.000 medarbejdere og behandler årligt op mod 10 millioner patienter i over 70 lande, uanset patienternes etniske baggrund, køn, religion og politiske overbevisning. 

 

Finder sted: Indre By