Kærlighedsjazz med Julie Lind Duo
Svøb dig i kærlige toner, når vi som en del af Vinterjazz’24 inviterer til en hjertevarm musikalsk oplevelse på kærlighedens dag d. 14. februar.
Vi ønsker at hylde og fejre kærligheden samt skabe lidt varme og lys midt i vintermørket. Derfor kan du (og din partner) denne aften lune dig (jer) på en jazzet intimkoncert med Julie Lind og Asger Søgaard.
Julie vil med sin sødmefulde vokal og kærlige sange omfavne dig og sørge for, at du går herfra med endorfin-tanken fyldt godt op.
Om du har en date, partner eller andet er ligegyldigt – aftenen er for alle, der trænger til en kærlig musikalsk krammer.
Sammen vil vi skabe lys og varme, og se frem mod forårets komme.